onsdag den 12. august 2009

Kryds evt. et par sympatiske fingre

Det her virker nok både meget mystisk og meget pylret på mange, men jeg er i midt i fullblown blævrende panikfølelse over morgendagens køreprøve i Århus i myldretiden. Jeg er langt mere nervøs, end jeg var over afsluttende eksamen på Journalisthøjskolen og første voksenjobsamtale. For jeg tror sgu, at jeg dumper. Noget, jeg aldrig har gjort før, eller så meget som troet, at jeg kunne. Jeg skal egentlig ikke bruge kørekort til noget. Jeg går ikke særlig meget op i at have det. Jeg har ikke engang betalt det selv. Men tanken om, at en person vil sige "du er DUMPET" gør mig så skrækslagen, at jeg har brugt det meste af i dag på at trøstespise på forhånd. Jeg begyndte at græde ved tanken om, at jeg måske ville begynde at græde, hvis/når Jørgen (det hedder alle køresagkyndige i Århus ifølge kørelærer) siger de hårde ord. Helt objektivt kan jeg godt se, at det er fuldstændigt lamt at tænke sådan om en af de mest ubetydelige prøvelser i mit liv, men jeg kan ikke stoppe det. Hvis jeg dog for fanden i det mindste kunne lære at styre min tuderefleks...

29 kommentarer:

rené sagde ...

Et kørekort er da meget rart at have, men du er da inde på noget af det rigtige der.. du har egentlig ikke så meget brug for det, så hvis Jørgen endelig skulle tilsnige sig at bruge det onde D-ord, så kan du altid smile kækt til at ham og sige 'jamen, så ses vi igen næste gang. Jeg tager donuts med!'.

Med andre ord: pøj pøj - det går sku nok alt sammen :)

KirstenK sagde ...

Gu´dumper du da ikke... den køresagkyndige kan vel bestikkes med en tegning

Stine sagde ...

Man må give dig, at du er optimist, hvis du efter at have kæmpet dig igennem ovenstående smøre tror, at jeg kommer til at lave kække bemærkninger til Jørgen på denne side af nytår...

Stine sagde ...

Kender du evt. en Jørgen i Århus Kirsten, som man lige kunne forhådbestikke?

Anne sagde ...

Hvis man kan lave SÅ mange fine tegninger og have SÅ mange fans, så skal du jo selvfølgelig nok bestå den dumme prøve.

Kan du ikke visualisere gennem en tegning af du består og så tage den med i lommen, som et KÆMPE pøj-pøj fra alle dine trofaste læsere!!

PS. Kender nu nok fornemmelsen for jeg skal til anden samtale hos en virksomhed og er bare møg-nervøs!

PPS. Bare husk at orientere dig, så skal det nok gå.

Anne/Undreland sagde ...

Præcis - PRÆCIS - sådan havde jeg det, aftenen før d. 2. marts i år. Og jeg var sikker på, at jeg ville komme til at bruge mindst ti forsøg, før det ville lykkes mig at bestå den prøve.
Og rædselsslagen og grådlabil slæbte jeg mig ned i Østergade, og så ...kom der en vildt sød dame, som ikke hed Jørgen, og sagde at jeg skulle ud og køre en tur med hende.
Da vi stoppede for rødt ved Tangkrogen, sagde hun "husk at trække vejret ind imellem", og jeg kom til at grine. Og selvom jeg havde tunnelsyn af skræk hele vejen igennem, klarede jeg resten af turen uden at dø, tisse i bilen, eller bryde ud i hysterisk latter.
Efter tyve minutter sagde hun, at nu måtte jeg egentlig godt bare finde tilbage til udgangspunktet, og jeg var sikker på at jeg havde lavet en eller anden grum fejl, og spekulerede som en rasende hele vejen tilbage. Og så stak hun mig fandme et midlertidigt kørekort.

Konklusionen af hele den lange smøre er, at selv med rystende knæ, svedige hænder, tunnelsyn og massiv kvalme, kan man godt klare det. Og jeg krydser selvfølgelig alle de sympatiske fingre jeg har.

Simon sagde ...

Jeg har ikke de store filosofiske ord med konklusion "du nok skal bestå" :D
men RIGTIG MANGE GANGE, HELT OG LYKKE!!!

hov.. der er lige 10 gode råd jeg fandt på en side

1. Tøvende optræden og manglede opmærksomhed ved vejkryds, forstyrrelse af trafikken og skabe forvirring blandt andre bilister.
2: Overtrædelse af hastighedsbegrænsinger.
3: Forkert placering i vognbanen - for tæt på rabatten, parkerede biler eller overskridelse af midterstriben.
4: Køre alt for tæt på den forankørende.
5: Manglende eller forkert tegngivning i kryds så medbilister blev forvirret.
6: Undlade af kikke sig over skulderen og bruge spejlene, når der blev drejet ud fra kantstenen.
7: Undlade at holde begge hænder på rattet.
8: Undlade at kikke i bakspejlet inden en pludselig opbremsning.
9: Undlade at trække håndbremsen ved vejkryds og parkering.
10: Manglende opmærksom over for andre trafikanter.

Fru Sommer sagde ...

jeg krydser mine sympatiske fingre og siger: spejl, spejl, skulder;)
(var det ikk sårn?)

Stine sagde ...

Anne: Det er måske ikke en dum idé med en held og lykke-tegning til mig selv i lommen... Held og lykke med 2. samtale, du virker sej nok til at klare det med glans!

Simon: Tak :) Jeg nosser SÅ meget i punkt 3 hele tiden...

Sommer: Jeg har ikke lært noget om spejl spejl skulder :s Jeg skal bare vride hovedet rundt over skuldrene konstant, det er vist det, jeg har lært.

Anne/Undreland sagde ...

Hm, jeg forsøgte at sende en alt for lang kommentar før, men det endte i en fejlmeddelelse.

Ville bare sige: Det skal nok gå!
Når jeg kunne bestå 2. marts, på trods af tunnelsyn, rystende knæ, kampsvedende håndflader, grådlabil tænderklapren og almindelig skrækslagenhed, så er der altså håb endnu. Og køresagkyndig var en vildt sød dame, der ikke hed Jørgen.

Krydser sympatiske fingre i vildskab i morgen i myldretiden.

Anonym sagde ...

Det er nok ikke helt ved siden af at dumpe en enkelt gang eller to.. Så lærer man noget af det - og hellere en køreprøve, der snildt kan tages om, end nogle af de andre prøver i livet der ikke så nemt kan taget om.

Pøj pøj

:)Sofie

rené sagde ...

Stine: Hm.. det må være fordi det har været solskin på et tidspunkt i dag - et eller andet sted må solen have skinnet, for ellers var jeg ikke i så optimistisk et humør.
Jo, jeg kan godt se på din tegning og 'smøre', at du ikke er helt tryg ved situationen, men nu har du fået det ned på papir, og det stykke papir kan du så brænde og gå på med krum hals (ikke mere krum end at du stadig kan se over rattet dog!).

Eh. Stadig optimist her - sorry ;)

CAPTCHA: symnize. Det er jo nææææsten 'sympati', og sådan nogen fingre skal jeg naturligvis nok krydse :)

Stine sagde ...

Kære Stine

Man kan godt overleve at dumpe og stadig få et godt liv. Ikke at jeg siger, du skal gå efter det.

Men jeg dumpede min første praktiske prøve (første og hidtil eneste gang i mit liv, det har været d-dag), tudede ved min kørelærers skulder (en mand på ca 150 kg med en forkærlighed for seler og fløjl)... og bestod så i andet forsøg med flyvende farver.

Og i dag er jeg et lykkeligt menneske helt uden ar på sjælen. If it doesn't kill you...

Knæk og bræk fra Kbh!

/Stine

Warming sagde ...

Jeg kan vist tale for os alle sammen når jeg siger: Jeg tror på dig!

Christina sagde ...

Spejl spejl skulder betyder, at du først orienterer dig i bakspejlet, så i sidespejlet i den side du drejer til og til sidst over samme skulder :) hehe

Jeg er sikker på det nok skal gå - glæder mig til en juble-tegning fra dig senere i dag, eller i morgen! :)

Dorte sagde ...

Åh, jeg havde det på præciiiiis samme måde, da jeg tog kørekort for 4 år siden -og jeg dumpede de første to gange :o/ Men det -har jeg ladet mig fortælle -er der ingen skam i overhovedet! Hvad så hvis du dumper? Ja, så bliver du bare bedre til næste gang, og så prøver du igen! (nemt nok for mig at sige nu, jeg var sønderknust dengang... Jeg har aldrig prøvet at dumpe noget før, overhovedet!) Mine gode råd er: Tag det som en oplevelse, slap af, husk at kig i spejle og over skulderen, og hold begge hænder på rattet!! Good luck, Stine

csbladet sagde ...

Det er ingen skam at dumpe. Jeg skulle ud i to forsøg. Og jeg har også altid været typen, der bestod eller i hvert fald klarede prøver skide godt.

Det hjalp mig at tænke på, at jeg hellere ville dumpe og prøve igen, end at blive lukket ud i den rigtige køreverden uden de ekstra pedaler hos kørelæreren, hvis ikke jeg var klar. Der er squ nok latterlige bilister i forvejen...

Line sagde ...

Åh, din stakkel! Jeg havde det på nøjagtigt samme måde! Kan varmt anbefale nogle beroligende urtedråber der hedder rescue remedy og kan fås hos Matas...dem anbefalede min kørelærer mig, fordi jeg var så nervøs- og de virkede:)
Og HVIS du nu skulle dumpe, så tænk bare på at du ikke er den eneste- det tog mig to forsøg at få mit kørekort...(men hvis jeg havde taget urtedråberne fra start, havde jeg sikkert fået det i første hug...)
Held og lykke!

Stine sagde ...

Hvor er i rare mennesker, tak for opmuntring og historier om, at man ikke får ar på sjælen af at dumpe.

Jeg har det faktisk lidt bedre med at skulle afsted efter at have læst jeres kommentarer, selvom jeg stadig ikke på nogen måder er tryg ved situationen.

Og hvorfor var det lige, at frk Smartesen her skulle tage kørekort i Århus-ensrettet-når-du-mindst-venter-det i stedet for lille, nem provinsflække??? Oven i købet i en tid med vejarbejdet på hver andet gadehjørne og så i mylretiden. Oy oy ooooy.

Det Forkromede Overblik sagde ...

@Stine - Jeg synes du burde bestå forud, da du allerede er så opmærksom på andre mennesker at du forhåndsadvarer om tid og sted for grådlabildaredevildrivingjørgencrazyeskapade... Det er da hensynsfuld kørsel...

Kunne vi ikke allesammen blive enige om at holde os fra Århus i myldretiden der, så Stine får lidt plads at erhverve sig sit førerbrev?

Krydser tasterne!
T

Linda sagde ...

Kære Stine. Jeg skulle hilse fra de døve, som har aflæst en tolk, der talte tegnprog med krydsede fingre hele dagen og sige held og lykke..

Vi synes at du er rockersej ligemeget hvad!

Karen sagde ...

Hej Stine.

Jeg har også en meget følsom tuderefleks. Og det er så belastende, så jeg kan sagtens følge dig. Hver gang jeg skal til mundtlig eksamen tuder jeg INDEN jeg går ind fordi jeg er så nervøs. Men jeg er nået frem til at det er en positv ting. For når jeg begynder at hyle, så spørger folk for det meste, hvad der er galt, og så er jeg jo nødt til at sige det. Og det betyder, at jeg for det meste får det sagt, hvis nogen gør mig sur eller ked af det!

Og så er mit gode råd til dig, at huske at dreje til højre ad den lille brostensbelagte vej, hvis Jørgen skulle finde på at sende dig op på brendstrupvej i Århus Nord. Hvis du kører lige ud dér hvor busserne kører dumper du. Det har jeg en veninde, der gjorde.

Ellers er det ikke så slemt. Jeg bestod min køreprøve (for fire år siden) selvom jeg på vej op ad ringgadebroen, hvor der var kø, ikke lige kunne finde det rigtige gear til at komme videre i. Så jeg gik i stå. Men jeg fik startet igen og bestod.

I know you can do it! Jeg krydser i hvert fald fingre! :)

Email sagde ...

Jeg holder fingrene krydset, til vi hører noget :) (It's starting to hurt!)
I øvrigt kommer køreprøven ekstremt meget an på den sagkyndige; en veninde startede køreprøven med at bakke ind i en parkeret bil, men bestod stadig :P
Jørgen lyder som en flink fyr!
You'll do fine :)

rené sagde ...

Stine: Jeg tog mit MC-kort i 'ensrettet-overalt-HAH!' Kolding.. det gik også fint (dumpede første gang dog.. af grunde jeg allerede har glemt).

Anne/Undreland sagde ...

Stine, jeg bandede også mig selv langt væk for at tage kørekort i Århus, mens det stod på. Men nu, bagefter, er jeg simpelthen så glad for det. For havde jeg først skullet til at lære det, efter at have taget kørekort i en provinsflække, så ved jeg da ikke hvordan jeg ville have fået taget mod til mig, første gang jeg skulle ind i myldretidstrafikken og finde vej mellem vejarbejde og ensretninger.

Og hey, som mange allerede har sagt: Det er absolut ingen skam at dumpe et par gange. Men jeg ved godt, hvordan du har det. Tror jeg. Var i hvert fald ikke selv modtagelig for den slags fornuft, før det hele var overstået.

Askekilde sagde ...

ved du hva! jeg forstår sku godt du er nervøs.
Men det gode ved at det er køreprøven du skal op til, er at (og her kommer mit bedste råd) du skal bar VISE at DU er SIKKER i Trafikken! OVERDRIV mht sikkerheden! og vær så bar på den sikre side hele tiden - hellere for sikker en for vild! og så "Spil" skide sikker i dig selv selvom du måske er nervøs, så man egenlig sælger at man er en skidegod og sikker billist, hvilket du også er, er jeg ik i tvivl om:)
håber at det vil gå dig godt:) og hvis du har klaret journalisthøjsskolens eksamen, ha så dumper du ikke køreprøven:)

Stine sagde ...

Det er egentlig utroligt, at det kan lade sig gøre at dumpe med så ekstremt mange søde held og lykker fra jer... :) Tak fordi i gjorde mig mindre nervøs. Og hvor køber man så kørekort på det sorte marked?

Anonym sagde ...

Jeg har også taget kørekort i Århus.

Var mega-nervøs og var bange for at jeg skulle dumpe.

Men jeg bestod første gang - så det gør du selvfølgelig også :)

Og hvis du ikke gør, så er det ikke verdens undergang.

Pøj pøj

Lise A sagde ...

Jeg forstår præcis hvordan du har det. Jeg er vældig god til det skrevne ord, og bare beskrivelsen "praktisk køreprøve" fik mig helt ud i hampen. Men det lykkedes alligevel til sidst for mig at få kørekort.