skip to main |
skip to sidebar
Det eneste, jeg virkelig kan savne ved at være teenager, er, hvor nemt det var med fyre. Man skulle bare finde den fyr til festen, der lignede en selv mest, og så gik resten egentlig af sig selv.
I morges vågnede jeg op til, hvad jeg kun kan betragte som en spydig bemærkning til mit singleliv fra en perfid edderkop.
Det er som om, jeg altid fryser bare en lille smule mere end alle andre.
Det er ikke så meget manglen på motion og de økonomiske aspekter, der får mig til at længes efter at have en cykel igen, som hvad den daglige bustur gør ved mit blodtryk.
Da jeg fik postkortet med teksten 'LOVE' og billeder af cowboys, blev jeg varm inden i. Så har jeg i hvert fald én ven, der virkelig forstår mig.
Min kollega Martin og jeg planlægger at relancere oblaten som en himmelsk snack i flere varianter.
Når man har en konkurrence med sin gode ven Lars om hvem, der kan kalde hinanden det mest vammeltsøde kælenavn, skal man passe lidt på med, hvor man læser sine mails.
Mit hemmelige alterego, Ninjahævneren, planlægger til at lave råkost ud af alle de teens, der med deres fimsede mobiltelefoner søger for, at alle i bussen kan høre med på dance-hits som "Ich bin dein Gummibär".
Hvad sker der for, at gravide absolut skal klæde sig som om, de lige var stukket af fra et "Anna & Lotte møder Sørøver Sally og bliver pædagoger-party"?
Det giver en virkelig underlig stemning, når man har overnattende drengeven, man ikke kender specielt godt, og den ukendte kvinde i min bygning, der råber og skriger sådan under sex, pludseligt lader sin stønnen, øffen og vrælen gjalde ud i natten.

Jeg har været på Heidis Bierbar, hvor folk på min alder står på bordene synger Lars Lilholt, mens de stamper og skåler. Måske er det alligevel ikke nogen skidt ide, hvis CERN virkelig udsletter alt liv på jorden.
Jeg overvejer for fremtiden kun at skrive artikler om landmænd. De er de rareste kilder i hele verden.
Når man vågner en selvdød efterårsmorgen med en grusgrav i hvert øje er der kun ét at gøre: DANS!
The Raptures 'House of Jealous lovers' anbefales; koklokke og hoftervrik ud over det hele.
Som ny og frustreret ikke-ryger kan en almindelig telefonsamtale med en ryger udvikle sig til et Stasiforhør.

Jeg ved egentlig ikke rigtig, hvad jeg havde forventet, da jeg sagde ja til at drikke kaffe med en engelsktalende mand, der havde spurgt mig i et lyskryds. Men tilbuddet om at få en 39-årig sugar daddy havde jeg bestemt ikke set komme.
Jeg drømmer om en verden, hvor folk er bedre til bare at trække på skuldrene.
Jeg har tænkt meget på, at jeg burde gifte mig med et par veninder. Det er mit klare indtryk, at forhold til piger medfører serviceydelser som bagværk, rengøring og tøjvask.
Min meget anonyme veninde og jeg modtager gerne tips til, hvordan man fjerner en hinkerude tegnet med blåt kridt på et gulv efter optagelsen af stop-motionfilmen "Ko på Hinkerude". Eller også bare forslag til hvordan man fremlægger problemstillingen postivt for hendes udlejer.
Ind i mellem kan jeg godt fortryde, at jeg brugte mine 15 minutes of fame på et provinsdiskotek som 18-årig iført en kæmpestor og kvælende gammelsmølfmaske. Også selvom det var sammen med en elegant herre som Johnny Reimar.
Jeg tror ikke, at CERN får verden til at gå under om halvanden måned. Spåkonen Tusmelda lovede mig nemlig, at jeg ville møde manden i mit liv inden jeg bliver 30 - og indtil videre er der ikke nogen kreative håndværkertyper med større hang til værtshuse end cafeer i mit liv (hendes beskrivelse). Jeg kan simpelthen ikke tro, at den rare dame ville love noget, hun ikke kan holde.
Det er utroligt så meget intellektuel anerkendelse, jeg kan få, bare fordi jeg ikke har et tv. Så længe jeg ikke nævner, hvor meget reality-tv jeg ser på nettet altså.
Der hersker helt klart et misforhold mellem mit ønske om at være alvidende og min afgrundsdybe afsky for manualer og faglitteratur.

Jeg fik flere komplimenter for mine blå gummistøvler fra Føtex på Kupé, stedet for de smarte i Århus, end jeg har fået for alt andet fodtøj tilsammen i hele mit liv.
Fyr: Hej Stine.
Stine: Hej... jeg har stået og tænkt på, at jeg har set dig et sted før, men jeg kan simpelthen ikke huske dit navn.
Fyr: Det er Andreas.
Stine: Hmmm... Hvor kender vi hinanden fra? Jeg kan slet ikke lige placere dig.
Andreas: Vi kendte hinanden for nogle år siden...
Stine: Æhm... jeg kan sgu ikke lige huske...
Andreas: ... da vi var kærester.
Stine: Oh... Æh... Ja... Selvfølgelig.
Andreas: Går det godt?
Stine: Ja, jo, det gør det. Du havde da ikke skæg dengang, havde du?
Andreas: Nej.
Stine: Aj, du må altså undskylde, jeg kan godt huske dig.
Andreas: ....
Stine: Det her er godt nok pinligt.
Andreas: Ja.

Jeg overvejer at starte Foreningen for folk, der elsker bagværk, men som ikke kan fordrage at røre ved dej - i daglig tale FFFDEBMSIKFARVD.
Det handler ikke om rene toner, elegance eller skønne stemmer, når min veninde Line og jeg finder hegnet. Det handler om ren og skær kærlighed til ABBA og at give sig max hen til at hylde de hedengangne diskosvenskere.
Beklager
Mens andre klager over regnvejr til Århus festuge, jubler jeg. Det betyder nemlig, at selvom byen bliver invaderet af tåbelige mennesker med urinproduktion som et mikrobryggeri, bliver byen ikke indhyllet i dunsten af deres kropsvæsker.
Med alt den røre Nyhedsavisen har skabt, havde jeg ikke regnet med, at den ville gå ned så fredeligt. Der var jo hverken skuddueller, kidnapning eller nogen, der stenede ham Simon.