Ses vi i drømmenes København?

Så er det dælme i dag, den udkommer. At jeg udkommer med en lille ting i den store udgivelse.

Og der er noget, jeg har glemt at fortælle, som jeg virkelig har lyst til at fortælle:


Der er signering i Fantask på lørdag klokken 11. Jeg er hende, der skal hjemmefra med tømmermænd klokken 6 om morgenen for at nå det, så jeg kan ikke love, at jeg ser særligt strålende ud - men jeg vil dælme gerne hilse på dig og smække en krussedulle i din tegneserie, hvis du har lyst til at investere i den. Og det synes jeg virkelig (surprise), at du sku.


Tanken er vist i øvrigt, at signeringen rykker videre fra Fantask og ud på noget Dronning Louises Bro og Blågårdsplads, men det kender jeg ikke de specifikke planer for.

Nu er det hele galt

Fanme et besværligt vejr at være pms-ynkelig i.

It's burkini time!

Mindre tv til den unge dame med det store hoved

Af mystiske årsager sidder det der med at være noget, når man bliver stor, stadig fast i hovedet på mig.

Som om, at man kun kan lave reklame, når man nu har valgt den vej. For evigt. For man gik jo hen og blev stor, og så var det det, man var.

Og så bliver man lidt trist, når man ser Work of Art. For er der egentlig ikke gået en kunstner tabt i mig? Tænk lige, hvor sjovt jeg kunne have haft det på kunstskole. Og så havde jeg måske teknikken til at udtrykke de ting, jeg gerne ville. Åh, hvilket drømmeliv.

Lige indtil jeg ser Best Ink, og det går op for mig, hvor fuldstændigt sejt mit liv ville være, hvis jeg var tattovør. Glade kunder og retten til at ligne en tegneseriefigur uanset alder. Tegne tegne tegne.

Og så er jeg slet ikke kommet ind på mine fortrydelser om spildt ungdom ved So You Think You Can Dance (jeg havde nailet det, hvis jeg bare var startet tidligt nok), verdens chance for at få den bedste investigator i CSI (her lader vi som om, jeg ikke besvimer, bare nogen siger "skalpel") eller Hvad Som Helst Med Dyr i hvilket som helst program med dyr (jeg havde reddet dem).

Helt ærligt, hvem gør den slags???

Efter i årevis at have messet "SÅ godt er nutella heller ikke" til sig selv og dermed undgået den søde spisekløe, er det rimelig overvældende endnu engang at være blevet introduceret for det smørbare chokoladepålæg.

Søvnmangel og polkaprikker

Den der modeudfordring altså... 

Jeg havde min vintagekjole med de fine prikker på. Elsker prikkerne, hader kasseformen, den enorme krave og at den er ærmeløs. Fik mange komplimenter alligevel og begyndte at føle mig som en regulær Judy Jetson.

Et kig i spejlet afslørede i midlertid, at det i så fald var en lidt gammel og meget meget træt Judy Jetson.

Pash for fash, darhling

Modeblogger vi nu??? Naarh... og så lidt alligevel. Vi støtter nemlig Idas seje projekt og speciale om bæredygtig mode, ved at deltage i hendes udfordring. 

"I en uge må deltagerne kun have tøj og sko på fra den del af deres garderobe, de ikke har haft på det sidste år. De må altså kun iklæde sig i det tøj de ikke længere betragter som en del af deres nuværende garderobe.

Enkelte velbegrundede undtagelser (eksempelvis overtøj) er der plads til, så længe det noteres."

Jeg snød med skoene, undertøjet og strømpebukserne. Hvis I lover at tænke gode tanker til Idas speciale (evt kunne I jo joine på egen blog - der er præmie und alles), lover jeg aldrig mere at poste et foto af "dagens outfit". 

Outfitmodebloggertekst:

Jeg har snydt med ofte-brugte-sko, for jeg har kun sko med hæle, jeg
ikke bruger tit, og jeg havde arbejdsdag med susen omkring i ca 12
timer. Den startede klokken 6 i morges på hotel i Holstebro, derfor
det lidt sære billede. Jeg har puttet ofte-brugt-cardigan og sædvanlig
jakke udenover, for jeg har ikke noget gammelt af nogen af delen. Jeg
er ret god til at give mit tøj videre eller slide det op - dog med få
undtagelser:

Mine elskede gamle briller fra Vasuma. Havde faktisk savnet dem lidt.
En virkelig virkelig virkelig gammel t-shirt, fra et band mine gamle
venner havde. I dag er de vist fædre allesammen. Har ikke haft den på
i 6 år, tror jeg.
Orange nederdel købt 2nd hand i Kleidermarkt i Berlin (den afdeling,
der hedder Colours på Bergmannstrasse, er ENORM, og man betaler pr
kilo, woohooo). Jeg troede lidt, at jeg ikke havde gået med den længe
pga farven og længden, men det viste sig i løbet af dagen nok mere at
skyldes den fuldstændigt afsindige mængde stearinpletter på den, og så
foret, der får det til at se ud som om, man har nogle meget fyldige
underbenklæder på.

Jeg synes selv, jeg har set helt vild ud i det tøj, sådan noget går
jeg da ikke med normalt - men det har egentlig også været lidt sjovt,
trods de tusind stearinpletter.

Fashion, over and out!

Så sagde vi, at det var opdagelsen, der gjorde mig rig

Jeg er velsignet med at kende mange mennesker i den alder, hvor det andet køn er rigtigt spændende. Her i foråret flyver amorinerne, hvilket gør det til en glimrende tid at gøre observationer. Men, hvad jeg kan forstå, er tendensen, bekymrer mig en smule. Se venligt illustration 1 og 2.

Illustration 1.

Damen fodres.

Illustration 2.

Damen bides i.

Er jeg den eneste, der fornemmer en slags Hans og Grethe-syndrom under opsejling? 

Spiller du den med StineStregen så?

Står du lidt og mangler en guitar med en havfrue på? Nej? Nååårh, du vil have en med to på? Jamen sådan en har jeg lavet til Vesterbro Festival. Du kan vinde den HER.

Når aktiv lytning bliver til ekstremsport

Jeg gad godt, jeg havde et lidt mere afslappet lyttefjæs. Det ville redde ret mange billeder.

Det er det bedste

Årets første is på bænk i by med Anne.

Det er svært at falde ned fra forår og slå sig

"Det er dine vinger," sagde firmamassagedamen i leopardgamacherne. "Dem trænger du til at strække. Ligesom fuglene, der bare stoler på at der kommer en vind og fører dem op." Det kunne hun lige mærke.

Det lyder flot, ikke? Sådan bare at flyve. Men jeg tror, vi tager den et museskridt ad gangen og nøjes med at trodse vejret og erklære, at nu er det forår.