Normalt gør vi ikke rigtig noget ud af satanisme her på StineStregen, men selvfedmemusklen skulle være blevet noget slap, hvis man ikke lige markerede, at der netop nu er 666 medlemmer af facebookgruppen "Fans af StineStregen". TAK, fordi I gider!
Selvfølgelig er der bloggere af han-slagsen. De er bare sjældnere, og nogle af dem har tendenser til at hælde alvorligt meget vand ud af ørerne (mit teori: De får ikke snakket så meget om sig selv til hverdag, fordi de er mandeagtige på arbejdet, og når de så rammer tasterne, er de ustoppelige).
Men der findes også mandlige bloggere, der blogger æhm… mandigt. Hå HÅ et fesent udtryk. Men jeg mener bare, at de er relativt kortfattede og ikke så sludrende. Og så er deres blogs herligt fri for ønskeoutfits og gid-jeg-kunne-købe-den-her-chanel-taske-så-jeg-poster-den-lige-8-dage-i-træk og er-ham-fra-twillight-ikke-bare-top-lækker.
Anyways, de er måske ikke i gang med at skrive mirakler, og deres blog bliver nok ikke overrendt af forlag, der bare drømmer om at udgive og forgylde dem, men jeg synes, de her tre fortjener lidt opmærksomhed alligevel (og nej, de er ikke sådan nogen ”I’M AAAAALL MAN BABY”-typer, bare rolig.)
Hr. Lange skriver i sit helt eget sprog og tempo. Han har ret fine betragtninger og selvindsigter, og så er han sjov. Gå ikke glip af at bladre tilbage til føljetonen om dengang hans søster kommanderede ham ind for at købe en helt bestemt jakke, for at spare penge og værdighed.
din skanky lille kost kære dame.
Jeg er vist ind i mellem kommet været lidt et brokkehoved over, at jeg ikke skulle flytte til København alligevel, da jeg blev færdig med uddannelsen i sommer. Men i dag har jeg tænkt over det, og en snak med Lois Lane fik mig til at indse, at det er sgu helt i orden. Jeg vil gerne være lige her, lige nu.
Man ved ligesom, at det er på tide at tage sig lidt sammen, når 19-årig gut fra ens deltidsuddannelse læser ens blog og bagefter tilbyder at komme forbi og fodre en. Og tage dåsetun med, så man også har noget senere.
Jeg har boet her i tre dage nu, og der er stadig kun ting med alkohol i køleskabet - ikke skyggen af mad. Jeg bliver ved med at glemme at købe praktiske ting som toiletbørste, opvaskebalje og støvsuger, mens jeg virkelig har oprustet på lotion- og pudderfronten. Flyttekasserne er næsten tomme, men deres indhold ligger bare på gulvet i stedet, og så er der det med, at jeg ikke har nogen seng. Fik jeg nævnt, at jeg i går kom næsten en halv time for sent på arbejde bare for at opdage, at jeg havde glemt min computer derhjemme?
Jeg undrer mig til stadighed over, hvordan forandring kan være så skræmmende, uanset om man glæder sig, forventer forandring eller bare ikke kan komme uden om.
Jeg synes, at jeg kender rigtigt mange mennesker, der ikke kan sove for tiden. Blandt andet mig selv.
Indlæg
Alle kommentarer
