Når man så lige troede, man havde outsmartet vejret og kunne klare vinteren med en efterårsjakke... Når man så lige havde sluttet fred med, at det ikke blev andres kropsvarme, man skulle huske denne vinter på... Når man så egentlig var sårn ret klar til forår...
Det var dejligt, da Annes dreng endelig fik nok af voksensyngende børn i klovnemode (børne-mgp) og vendte opmærksomheden mod egne film, så de voksne kunne komme til at tale.
Verden er af lave, og NOGEN måtte mumle om det i sofaen.
De der mennesker, som man glemmer, når det det pludselig er lang tid siden, man har været på et dejligt brunt værtshus...
Dem, der taler med smøgstemme. Dem, der kan give alle baghjul i barstoldans. Dem, der sikkert har små plader med deres navn ingraveret på stamstolen. Du kender dem godt, ikke? DE forstår at hygge om en toiletkø!
Iøvrigt: Kjole er selvfølgelig ikke nogen ko. Den imiterer mere en rorschach test, hvilket jeg forestiller mig, fans af Watchmen nok forstår min glæde over.
Dette er den første dag i dit liv - sådan er det meningen, man skal sige til sig selv. Det sku virkelig carpe noget diem! Og guderne skal vide, jeg ku bruge lidt.
Men i dag vil nok nærmere blive husket (af ganske få, bevares) som første dag siden operationen, hvor jeg skal på bar. Og jeg trænger.
Hvor har jeg brugt lang tid på at benægte, begræde, bekrige og betvivle ruinerne af det, der engang var en overvældende forelskelse.
Men ikke mere.
Jeg accepterer.
Måske heler jeg endda.
De øverste hylder kan godt være en udfordring, når man har fået halsen snittet over (nasty sår-billede her) - her er tip til en nemmere hverdag med høje hylder og operationssår.
Det gør ikke lige så naller at dreje hovedet, som det gør at strække halsen. Ved at stille sig i halvt-oprejst-frø med sidelæns skrutryg, kan man placere sit hovedet i næsten perfekt vandret position. Herved kan det ønskede objekt identificeres.
Herefter sættes halsen i perfekt-men-genert-dressurhest, mens den ene skulder skydes op og den anden ned. Objektet findes med fingerspidsfornemmelse og en to-tre forsøg.
Good news everyone - hvornår har jeg egentlig sidst sagt det? Men det er der! For der er ikke kræft i min krop. Når mit operationssår er helet, er jeg RASK!
Tak for livet, jesuslæge (noget med lysende øjne og at være frelser og sådan).
”Stinestregen” er ’illustreret navlebeskuelse’ når det er bedst, med et fint og veludviklet blik for hverdagens absurditeter.
Stine Spedtsberg har siden opstarten i 2008 stort set dagligt opdateret sin net-tegneserie ”Stinestregen”. Scenarierne stammer fra hendes egen hverdag – ”illustreret navlebeskuelse”, som hun kalder det – og onlineføljetonen udmærker sig som et uprætentiøst og ærligt glughul ind til et hverdagsunivers, der er lige dele relaterbart og finurligt.
”Stinestregen” er centreret omkring den lille kvinde med det store hoved og den genkendelige knold i håret, der slår sine folder i Århus – og tilsyneladende forsøger at balancere tilværelsen mellem reklamebureauet, nattelivet og sofaen. Men her er ikke bare tale om endnu et portræt af singlekvinden 30+ som vi kender det fra Bridget Jones og andre kvinder med hang til ekskæresteynk og fyldte chokolader. ”Stinestregen” er et eminent eksempel på, hvordan kærestesorger, momsregnskaber og stressnedbrud kan behandles både humoristisk og alvorligt på en måde, der navigerer uden om de store klicheer.
I simpel og til dels ikonografisk sort/hvid-streg formår Spedtsbergs tegninger at skrælle omgivelserne og det store forkromede overblik væk. Heri opstår det fine; blikket for og pladsen til den lille detalje, der tit rammer hovedet på sømmet i beskrivelsen af en følelse, en tilstand eller dagens nedtur. Og når der virkelig skal skæres ind til benet transformeres hverdags-Stine på cartoony’sk vis om til sit onde alterego, Ninjahævneren. Stinestregen er et interessant og nyskabende bud på, hvordan web comix-genren bruger mediet til at skabe et nyt nærvær – i kraft af både tegningernes kvalitet, den daglige publicering og indholdets ærlighed.
Se, jeg lever. Jeg er endda ok-ish, ikke mindst takket være jeres fantastiske kommentarer her på siden og på facebook og på Twitter.
Jeg har i øvrigt lært et nyt ord; smertedække. Skal man bruge det i en sætning, kunne det være "du har været meget svær at smertedække, Stine". Så nej, det var ikke nogen speciel god oplevelse i går. Heldigvis er jeg hjemme nu, med utrolig meget ros for mine blodårer i bagagen. De er tilsyneladende både faste, flotte og sååå nemme at stikke i. Man lærer noget nyt hver dag, men nu må I undskylde mig - jeg er frygtelig udmattet.
Selvom alle siger "det går så stærkt, at du ikke opdager det" kan jeg ikke slippe tanken om, at narkose må føles som at dø stille og modvilligt. Og de skal skære i mig imens. Jeg er frygteligt bange for aldrig at vågne igen.
Den narkoselæge, der skulle berolige mig, var en rigtig frisk fyr. "Det er også pissefarlige HAR HAR HAR HAR." Tænk, hvis jeg ser hans smarte friskfyrsfjæs som det første, når (hvis) jeg vågner. Hvordan skulle man så vide, at man ikke var død og kommet i helvede?
Jeg er pissefucking bange for at være på hospitalet. Det er hverdag for dem, der arbejder der, så de er elendige til at forklare alt andet end operationen. De kan ikke sætte sig ind i min angst for nåle. Min helt ude af kontrol-angst i det hele taget. Vi-er-jo-dygtige-fake-smil-til-alle-i-rummet (bizart nok er blodprøvedamerne de sødeste og mest forstående). Der lugter forkert. Der er klovne og uhyggeligt syge mennesker. Død. Syge børn med store øjne. Der kommer til at være ting inden i mig som "drop" og "dræn" - jeg er tæt på at afstøde mig selv af angst for at have ledninger i mig. Som om sår ikke er slemme nok, lader vi lige en nåledims blive siddende.
Samtidig håndterer jeg også min hverdag skide dårligt. Jeg sover stort set ikke, hvilket ikke hjælper på min tålmodighed over for velmenende kommentarer. Den næste, der siger "prøv at lade være med at tænke på det" er i overhængende fare, medmindre det selvfølgelig viser sig, at jeg er det eneste mennesker i verden, der ikke er i stand til at slukke på mit hoved sådan uden videre nemt. Nej? Så lad være med at sige det!
Og selvfølgelig har jeg selv sagt den slags pis, men lige nu er det hele så synd for mig, at jeg er ligeglad.
Åh men det værste er næsten misundelsen. På mennesker med cystefrie halse i det hele taget, men ISÆR de gifte af dem. De har en, de kan putte sig ind til i de lange søvnløse nætter. De behøver ikke caste i øst og vest for at finde folk til at være der til support og til indkøb og andet praktisk. Jeg er velsignet med Anni og Anne, men den ene bor i Herning og den anden har sclerose og er mor. Selvfølgelig kan de ikke bare dedikere deres liv til at pusle om mig. En ægtefælle ville ikke have noget valg.
Jeg håber dælme, det hele snart er overstået. Det klæder mig ikke at være så bange og selvmedlidende, og det er begyndt at gøre ond i mine øjne af at tude så meget.
Operationen er mandag formiddag. Forhåbentlig vender jeg tilbage som et lidt mere sympatisk menneske med halvfulde glas og alt det der.
Nu bliver det fedtet!
Årets store tak:
Går til dig. Fordi du læser med. Fordi du måske er en af dem, der smider en fantastisk kommentar. Fordi du måske er en af de svimlende mange (1.793 personer lige nu, mand!), der også sender like via facebooksiden. Fordi du måske bare kigger forbi ind i mellem, også selvom jeg slog helt fra i april og lidt i december. Det er stadig urealistisk og fuldstændigt frygtindgydende. Jeg er så glad for, at du gider kigge med, og fordi du ikke skælder ud, når jeg svæver helt væk i selvoptagelse.
Årets mission:
Altså, den blev meget langt fra færdig, men den blev da skudt lidt i gang, den mission. Den går ud på at lave en bog med papir, sider, omslag og hele svineriet. Så vil det vise sig, om jeg har nogen anelse om, hvordan man så laver sådan en.
Ok, så er der måske lidt at være taknemmelig for alligevel.
Årets dame:
2011 gik lige i struben på Anne, der fik konstateret sclerose. Alligevel er det hende, der altid er der for mig. Hun satte lægen på plads, da jeg var inde og snakke stress. Hun har badet i mine tårer og fået knust sin hånd under mine møder med nåle på sygehusene. Hun har altid overskud til at lytte, og hun siger altid det rigtige. Hun tror på mig - og fanme om hun ikke også gav mig den eneste snas af julemagi, jeg har oplevet som voksen.
Også årets dame:
Min lillesøster blev min storesøster i 2011. Da jeg lå og stressrallede og græd hele tiden, rykkede hun ind og gjorde rent, købte ind, luftede mig - og nåede skam også at bage og lave mad, så jeg havde til flere uger i fryseren. Hun har gentaget indrykningen flere gange i år, og hun holdt mig i foden første gang, jeg fik scannet min cyste.
Lige om lidt slutter det underligste og det ledeste år, jeg kan huske. Det er værd at fejre, og jeg gør det med lidt glimt af året, der gik.
Året nye forsvarsmekanisme:
Først gik jeg ned med stress, senere oplevede jeg mit livs værste hjertesmerte og bagefter en grum cyste fuld af trusler. Min reaktion på alt det grumme? En hysterisk stor interesse i boligindretning, såmænd. Mange er de søvnløse nætter, hvor jeg har googlet "perfekt pendel" og "sofa, blå".
Årets overraskelse fra FuldeStine:
Mit fulde jeg er en rigtig spøgefugl, og således kunne jeg ved mit første besøg i operaen hale en rullekebab og fire knæklys op af tasken.
I selvynkens epicenter kan vi også godt rumme at have ondt af andre. Fx William, der røg på hospitalet fordi hans nyrer gik amok. Jeg har aldrig mødt ham, men arbejder sammen med hans enormt søde far, der fortalte, at William elsker pandaer.
Jeg tænker, at nu har William haft gavn (måske) af dem, så nu er tegningerne til jer, der er lidt på den skæve side af et godt helbred (hvis I lige sætter eget navn ind over William). God bedring.
...får man det tværet ud i sit selvmedlidende lille fjæs: Verden er stadig god og rar!
Og jeg er LÆKKER i mit livs kageform.
Jeg prøver at spare overskud og energi sammen, i stedet for at presse mig selv til at tegne mere og fortælle mere og sådan. Måske bliver det hele bedre, når indsprøjtning med radioaktiv jod og scanning af cyste er overstået i morgen. Måske bliver det værre?
Til jul ønsker jeg mig, at den evige følelse af manglende overskud, jeg erhvervede mig ved mit stressnedbrud i foråret, forsvinder. Og hvis overskud vender hjem, ville det være så fint, hvis det tog min hukommelse med tilbage.
Når det er sådan vi opfører os...
...bliver vi ikke lukket ind på Sway.
Sådan som vi tror, det er, når vi overnatter på nogens sofa.
Sådan som rygkrampe og numsekulde fortæller os, at vi sansynligvis har set ud.
Sådan som stoppet næse og begyndende døvhed fortæller os, at vi har lydt.
Powerdag gennemført. Gik godt, vistnok.
Jeg tegnede Emil, mens jeg var i radioen. Han var fuld i weekenden.
Jeg tegnede også Camille, som havde mistet en ven, der dog fik en god død. Det ansigtudtryk var lidt af en udfrodring.
De hyggelige værter tegnede også mig. Formningstime med snak - gæt hvem, der var ret veltilpas i det studie?
Tilføjet:Hvis man gerne vil høre udsendelsen ligger den HER (hvis man bruger den rette browser, så gør den) - man kan med fordel bladre en time frem, hvis det bare er for at høre min sprøde (bizarre underlige arg lyder-jeg-virkelig-sådan) stemme. Men jeg må advare mod meget ung dansemusik med Medina og vennerne. Og der er meget af det.
Hvis det er sandt, at man kun er så gammel, som man føler sig, så tror jeg nok lige, jeg putter bad ass-voksen-skiltet på mig selv. Tjek lige mit program, mand (under kappeklædte voksenstine).
Søndag: Står op klokken 7, tager til Kbh. Uformel kaffe med eks og derefter kvalitid med fabelagtige Cecilie.
Mandag: Tager fridag fra reklamejob til fordel for møde med forlag og radiogæsteri. Inden afgang til Jylland er der kindkysser og krammeri med Maren.
Du har set tegningerne. Læst ordene. Måske klikkede du endda på linket og så dansen. Men er det nok? Hvis dit svar er "hææææll no", så skulle du overveje at finde Go' Eftermiddagshowet på DR Mama netradio på mandag klokken 15-ish. Der kan du nemlig opleve mig i nervøs orddiarré - eller som de kalder det "gæst".
Manden, der havde scanner mig, talte ikke så godt dansk, men jeg forstod helt tydeligt, da han sagde. "En hævet kirtel. Det er SYGDOM."
Jeg tror, at han senere sagde ord som Struma, ufarligt, radioaktivt jod, gammastrålinger og flere undersøgelser. Men jeg glæder mig lidt til at høre min egen læges tolkning.
Hvad kan ødelægge en søsteraften med Asterixfilm og dejlig mamse?
At jordbærsnørerne fra Malaco har skiftet både farve og smag, skal jeg sige jer. Før = verdens bedste slik evah! Nu = dårlig konsistens, dårlig farve og værre eftersmag.
Indlæg
Alle kommentarer
