onsdag den 3. august 2011

Uden rigtige ord

Enten glemmer grillaftener os, eller også glemmer vi grillaftener. Jeg grillede én gang sidste år, Anne slet ikke. Så i går aftalte vi, at i aften skal det være!





Men efter at have læst Annes beretning om en morgen med elektroder og scanninger og læger og diagnoser og medicin og behandling, så virker valget af den rette pølse uendeligt triviel.

FabelStinen fra havet

Der er mange, der har ladet sig inspirere af min feminine mystik og ynde, og har tegnet mig som en havfrue. Hvad? Hvad mener du med, at det handler mere om, at de er kolde og fiskede? Det vælger jeg at ignorere! Her er yndighederne:



Sofie var den første, der sendte ind til konkurrencen og fjernede min paniksvedige angst for, at INGEN ville lege med. Og altså... fabeldyr OG Beverlyreferencer? Du gør mig rørt, Sofie. Det er fanme kunst!






Mettes tegning "StineStregen havfrue der møder Puff "den magiske drage" får mig til at tænke lidt på Lucy in the Sky with Diamonds. Er det hele en sammensværgelse om stoffer? I så fald er det en pæn en.




Hvis du kan lide mad, kan du også lide dronningen af savlvækkende madbloggeri; Klidmoster. Og det er da HELT fair, at hun både kan lave mad, der får smagsløs til at fare til himmels, OG tegne og farve så fint. HELT fair. Hmpf.




Liv har virkelig fanget den! "Det oplagte fabeldyr: havfruen! Mystisk, egenrådig og lokker alle mænd i fordærv! Lyder det ikke godt?" Jo det gør sgu så, Liv! (Og en ud af tre er vel også en slags bingo...)





Man forstår måske godt, hvorfor bloggeren Superheltemor har valgt at kalde sin 9-årige for Krea-Girl. Jeg mener, ud over at det er pænt - hvor mange fine fine fabelstiner kan man så ikke spotte på den her tegning? Sa-weet!



Eva er et af her beskedne mennesker, der påstår, at hun overhovedet ikke kan finde ud af at tegne. Du tager helt fejl Eva, alle kan da se, at det her er en ged. Ikke sjovt? Nej? Det var bare pjat, Eva. Den er virkelig virkelig fin.

Og til alle husarerene: Nu har der været TO tegninger med babser. Happy?

tirsdag den 2. august 2011

Ku bruges til StineTeater?

Jens ovre fra Twitter talte virkelig til min fantasi og min legelyst med den her fine Stine:





"Havstine a.k.a. Stine Havfrøken (oprindeligt ‘Stinesilden’, men navn droppet fordi a) det lød lurvet b) det ville afføre diskussioner om Stinesildestimer og kvoter og fiskerikontrol - og desuden er én Stine ikke nok til at stime…muligvis også vice versa).

Under mulig fabulering: Havstine-scenografi (en færge, en sten, noget plask); en Stinhjørning!"

Alternative Fabelstiner

Fabeldyr kan fortolkes meget klassisk - og meget alternativt. Her er nogle Fabelstiner jeg i hvert fald ikke havde set komme, og overraskelser er jo altid labre!



I virkeligheden burde jeg måske have diskvalificeret Kaja for hendes "Vildmands/woogie-Stine; ekstra saftig" for sådan ser jeg faktisk ud det meste af tiden, og det er jo ikke ligefrem et fabeldyr. Hvad? Hår på benene er da befriende...




Stine har tegnet "den lille Stine som fabeldyret supershopperen (der er da lidt dyrisk over at være så veludrustet fra naturens hånd til at shoppe."





Frk Fantastisk (der i øvrigt er en bloggerkendis ovre fra Superheltemor) har tegnet den her fabelagtige Kineserpige. Hvis jeg var så god til at tegne, da jeg var seks år, så... ej, nu skal vi ikke sidde her og tænke på, hvad vi KUNNE have drevet den til.




Christina har måske ret, når hun skriver: "En nøgen Stine-streg må være et fabel dyr! Du påstår jo at det aldrig sker eller findes!"



Anna står bag endnu en realistisk FabelStine "Jeg har tegnet dig som en papvin, for da jeg var på Roskilde og så dig til tegneseriebeats, kom jeg over og hilste på dig. Du skålede med mig i i noget( for mit vedkommende) klistret sød papvin. Derfor for du en Liepfraumilch-Stine." Jeg er gennemskuet som papvin. Dammit.

De to vindere

Den store tilfældighedsgud (http://www.random.org/) har talt, jeg trak lod og det kom der to vindere ud af: Malan og Maja. Vil I ikke sende mig en mail med jeres adresser, og hvilken af fabelstinerne I helst vil have? Hvis det er den samme, trækker jeg bare lod igen.




Malan står bag Mumistine, der totaltsmeltede mit hjerte. Suk, hvem der bare var Mumi! (Men hey, siger du, jeg er tyk?)



http://www.random.org/ har åbenbart en ting med M, for den anden, der har vundet er Maja, som står bag de her øreringe, som får mig til at spasse ud i glædesdans.

Til jer, der ikke vandt: Tusind tak, fordi I ville lege med. Jeres bidrag er fantastiske, både streger og opfindsomhed har blæst mig helt omkuld. Jeg viser de andre bidrag drypvist her på siden, for de fortjener lidt plads i stedet for at blive vist i én stor bunke. Igen - TAK! I er de bedste!

Feriemodus

Jeg har sommerferie for første gang i to år. Indtil videre er jeg ikke specielt god til det.

onsdag den 27. juli 2011

En præmiere mere! Bam!

Om den er køn eller speciel kan vi altid snakke om, men endnu en præmie i fabelstinekonkurrencen er det i hvert fald.
Lad være med at se sådan på mig, det er jer selv, der har inspireret mig med FABELAGTIGE fabelstiner. Jeg er dog kun et menneske. Altså i virkeligheden.

tirsdag den 26. juli 2011

Tungt

fredag den 22. juli 2011

Noget om vejret

Det kan vi vel altid tale lidt om, når vi ikke kan rumme de døde i Norge, hjertesmerte og al verdens fortræd.

onsdag den 20. juli 2011

Talfest med TAL

Den er god nok, her er tal!


Fabelagtig fødselsdagskonkurrence

Måske, hvis du ofte svinger forbi, du har opdaget, at jeg har en vis svaghed for dyr og fabeldyr og eventyr og dyr og fabeldyr i eventyr? Derfor kan jeg heller ikke dy mig for at udskrive en lille konkurrence i den genre.



Sidst den bette blog fejrede fødselsdag (længe siden - vi GLEMTE to-års-dagen her i tågeland), tegnede I jeres StineStreger, og det gjorde mig så lykkelig at se jeres streger/broderier/køleskabsmagneter, at jeg MÅ lave en slags opdateret version af det nu.

Konkurrencen:
Send din version af et StineStregen-fabeldyr til mig på stinestregen @ gmail.com (uden mellemrum) inden 1. august. Det må være tegnet, klippet, malet, strikket - hvad du nu føler for. Jeg skal bare bruge et billede til at putte på bloggen.

IØVRIGT:
Jeg trækker lod mellem de indsendte, så deltag selvom du ikke er mr Disney med en blyant :)

Præmie:
Fabeldyret her på siden. Altså originaltegningen - med årstal og en bette underskrift på, hvis det har interesse. Tegningen er A4, tegnet på noget lidt tyndt papir med en tusch, jeg fandt engang.

Fabelstiner:
Tidligere har jeg tegnet mig som ikke-menneskevæsen 20 gange! Nemlig som Jabba, Nonne, Djævel, Pjuskedyr, mand, Black Cat, Cowboy, Fedtmuleish, Andrea, Ugle, Mandarin, Elefantdame, Ulveagtig, Ræv, Æsel, Svine, Ræv igen, Panda, Elver og Kentaur.

Fræk fræk fejring

Jeg har før sagt, at jeg ALDRIG ville tegne en mand i hofteholdere.




Men well, her er alligevel et saftigt stykke mandebøf iført hofteholdere.





Og her er de 10 mest populære søgeord i StineStregens historie. Oh yes, nummer 10 er IKKE noget, jeg finder på. Nu håber jeg, at alle 402 (eller den ene MEGET ivrige googler) bliver glad.