torsdag den 7. marts 2013

En alvorlig snak om stress




Om en måned er det to år siden, jeg fik bekræftet af lægen, at jeg havde det så populære stress . Fancy navn, ussel tilstand. Jeg gætter på, at det føles forskelligt for alle, men jeg prøver at svare så godt, som jeg kan - og det betyder nok en del tekst i forhold til sædvanligt.

Jeg prøvede at fortælle lidt om det i StineStreger, mens det stod på her.



Jeg har aldrig husket godt, men pludselig var det helt skidt med at huske. Min hukommelse er stadig meget langt fra sig selv, og 'sig selv' var i forvejen en temmelig skidt hukommelse.







har altid været ekstrovert, men pludselig blev mennesker noget, der krævede overskud, og alt der krævede overskud, skulle undviges. Samtidig mistede jeg ligesom evnen til at være til stede i 'nu'. Her to år efter elsker jeg at være blandt mennesker igen, men jeg er genertere end før - og bliver nemt overstimuleret, hvilket kun kan fikses med alene-tid.



Jeg blev nok først sådan rigtig bekymret for mig selv da jeg begyndte at blive svimmel i ret lang tid ad gangen. Sådan må-lukke-øjnene-og-holde-fast-svimmel. Det vidste jeg godt, at man ikke kan undskylde med "jeg har altid husket dårligt" eller "jeg er da også så pisse følsom". Stresstest på nettet viste da også, at jeg var forbi det røde felt og over i et sortere område.





Men hvad gør man, hvis man kender nogen, der har stress? For mig var det meget rigtigt, at Anne tog styring og gav mig ordre på, at nu gik vi til lægen. Det var en giga lettelse, at jeg ikke "bare var så skide sart". Den var faktisk ret gal.






Jeg blev sygemeldt og kunne pludselig mærke andet end tonsvis af tanker. I en hel måned var min krop så fuld af ængstelighed, at jeg var ved at brække mig. Det var ligesom følelsen af, at i morgen skal jeg til mit livs vigtigste eksamen nogensinde, og jeg VED, at jeg dumper den. Det er noget med adrenalin, læste jeg et sted. Ved siden af følte jeg mig lidt som en taber, og jeg tænkte meget på, om jeg overhovedet ville kunne blive glad igen, eller om jeg var forandret for altid.






Jeg har ingen tips overhovedet til, hvordan man kommer sig over det. Min læge var ingen hjælp - hun sendte mig i arbejde, da jeg kom for at snakke om, at det ikke var blevet bedre efter en måned. Hun hjalp mig ikke, sagde bare, at det ville gå over. Tid hjælper vist nok. Men for at være helt ærlig, er jeg stadig mærket af det. Hvis dine venner har det lige sådan, så håber jeg, du vil møde dem med en verden af overskud - man er virkelig ikke meget værd i den periode, så alt hvad folk kan hjælpe med, er guld værd (plus, hvis de ligesom mig glemmer ALT, så får de brug for din tålmodighed).

35 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvad synes du selv vi skal gøre - og alt i den genre er bare det VÆRSTE svar til en med stress. For man synes ikke selv noget som helst selv dét er for uoverskueligt! Verden burde være bedre til at håndtere stress!

Carportognoia sagde ...

Det er så ufatteligt fint ramt, det der. Selvom det sikkert føles forskelligt, som du siger, er der nu nok også mange fællestræk... Det sørgeligste er, hvor lang tid det bliver ved at spøge.

Louise sagde ...

Har du nogen gode råd til nærmeste pårørende? Hvordan støtter man bedst op om dem?

Lea sagde ...

Dit indlæg rammer fuldstændig klokkerent i dag.

Mit startede da jeg var 16 år, jeg havde det helt som du beskriver - jeg fik dog også sådan en fornemmelse af, at jeg ikke kunne få luft, jeg gik helt i panik, troede jeg skulle dø.

Det er 12 år siden nu her - jeg har det virkelig meget bedre end dengang, men nogen af tingene kan godt dukke op. Jeg tager det som advarselslamper, og så ved jeg at det er tid til at tænke mig lidt om.

Tak fordi du deler, Stine.

Martin Arendtsen sagde ...

Jeg kender til det at gå ned.
Har lidt af depressioner siden jeg var 15-16 år.
Og jeg syntes din opfattelse af det er lige i skabet. :-)

byMelchiors sagde ...

Tusind, tusind, tusind tak!!!

Jeg er midt i det lige nu og jeg kan ikke beskrive, hvor rædselsfuldt det er, at ens hoved ikke fungerer. At man kan gå 10 dage uden at få vasket hår, fordi opgaven virker uoverskuelig, make up kan sidde i dagevis - for så har man da noget på og det, at folk evt. vil lave en aftale om at ses virker som at bestige Mount Everest.

Samtidig har det overrasket mig hvor uforstående folk, selv de nære er. At de ikke respekterer når man får et meltdown i et vinterferieramt storcenter, fordi mennesker, skrigende unger og et cirkus får hjernen til at brænde sammen.

Det væreste er fiaskofølelsen. At man er uduelig, en taber og svag fordi man er gået ned. Ikke konstruktivt, men toget kører bare for fulde gardiner ned ad bakke.

Min læge er heldigvis god. Thank good. Og jeg tror det handler rigtig meget om at få sat grænser generelt i sin tilværelse. Men det bliver jeg nok klogere på, når jeg kan huske mit eget navn igen engang

Tak for din historie!!!

Miriam sagde ...

Hvorfooooor er ens egen læge så nederen?? Jeg har lige her til aften siddet og bøvlet med ansøgning om ekstra SU-klip, fordi jeg har stress-angst-depression (det er jo hele tre ting på én gang, det går da virkelig ikke!) og skal bruge en lægeerklæring. Det er det eneste, hun duer til.

De sidste to et halvt år har jeg rendt til hende i tide og utide og ikke fået en fis ud af det, fordi hun 1) ikke tog/tager min sygdom seriøst og 2) ikke har det mindste forstand på den type lidelser, men er tilhænger af det-går-nok-over-igen-teorien. Det krævede en skideballe fra en læge på psyk, før hun endelig sendte mig videre til en specialist, og der er selvfølgelig lige tre måneders ventetid.

Nu skal jeg ikke rante her, men vi er nu oppe på fem år med rådne, praktiserende læger, og jeg hører nærmest KUN lignende feedback fra lidelsesfæller. Det kan sgu være ligemeget, at vores sygevæsen er gratis, hvis man alligevel ikke kan få noget hjælp der.

Anonym sagde ...

Godt lavet :) Jeg skriver normalt aldrig kommentarer - er bare en trofast læser, men jeg ville lige sige tak for en bedre forståelse :)

Mette sagde ...

Spot on Stine! Så flot beskrivelse og puha så hårdt!

fasterfis sagde ...

Buhu. Nu har jeg lige lagt min eyeliner og nu er den messed up. Ih. Men det er fordi du beskriver det hele så rigtigt. Jeg var sgu sygemeldt i over et semester, og jeg er også blevet mere følsom.
Men det gør at jeg kender mine grænser bedre end før, så helt skidt er det ikke.

Ville ligesom du, nu allerhelst have undværet den lede stress.

Sifka sagde ...

Jeg er blevet undersøgt på kryds og tværs på grund af svimmelhed, og da jeg ser din tegning falder tyveren i tiere! I øvrigt rammer du flere steder lige ind i erindringen om noget, der heldigvis er blevet meget, meget nemmere, men fra tid til anden kæmpes der stadig. Dine tegninger gav mig genkendelighedens lettelse, som man har så hårdt brug for, når stressen bider fra sig. Tak!

Unknown sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Anonym sagde ...

Jeg er selv nået til et sted omkring de sidste to billeder.
Blev sygemeldt - kom tilbage på arbejde "det har du styr på, hvornår er du oppe på fuld tid?" - nåede ikke op hurtigt nok og blev fyret - har nu brugt et par måneder på at møde alle mine egne forventninger uden større succes, og står lidt og bipper og er usikker på, hvad jeg skal gøre.

Men det er blevet bedre og nogle dage kan jeg godt smile og se fremad og nyde solen. Nogle dage tror jeg endda selv på, at jeg får et nyt job lige om lidt, som jeg vil være rigtigt glad for og være god til. Så det er blevet meget, meget bedre.

Rigtigt gode tegninger, det er godt forklaret (i hvert fald, når man selv har været der).

Kira sagde ...

Det er skidesejt at du er så ærlig omkring så mange ting. Jeg synes det er svært at holde balancen mellem en blog hvor man gerne vil være meget ærlig, men samtidig også fornemme hvor meget man kan tillade sig at dele og hvordan - både overfor sig selv, men også andre.

Men det her indlæg (blandt mange af dine andre) beviser også bare, hvor godt du gør det :) og hvor meget vi egentlig er lig hinanden.

Louise sagde ...

Hvor rammer du plet lige med de tegninger idag! Man føler sig anderledes efter sådan en periode. Men stadig også sig selv... OG at man lige har brug for alene-tid efter man har været omkring folk. Den følelse er især forstærket hos mig selv. Jeg er helt smadret efter et par timer med en håndfuld folk...
Tak fordi du deler <3

Trine Louise sagde ...

Genkender alt du beskriver. Når man tænker på hvor mange der får stress, og hvad det iøvrigt må koste samfundet, er det rystende at der ikke findes noget behandlingstilbud i offentligt regi.

Anne L sagde ...

Jeg er helt på halen over dig, Stine. Du er for sej. Du har talt om din stress før, men dine tegninger er fantastiske.

Jeg synes, at det er værd at nævne, at man ikke behøver at have travlt for at få stress. Hvis der er for mange ting, man ikke kan gøre noget ved eller ændre på, så kan man sagtens få stress uden at have travlt.

Og det med svimmelheden fik lige mig til at forstå lidt mere om mig (som jeg egentlig godt vidste, men...) selv for et par år siden og frem til nu. Tak, Mår-mor. :-)

StineStregen sagde ...

Jeg er så rørt over alle jeres kommentarer. Det er stadig en tung ting at tale om, og at så mange selv har prøvet det er rædsomt - og så er det alligevel dejligt ikke at stå alene. Jeg er så ked af, at der ikke findes nogen behandlingstilbud, men jeg tror også på, at synlige konsekvenser vil hjælpe!

Jeg tror, jeg nøjes med at svare personligt til jer, der har spørgsmål - ikke fordi, det er det eneste, der rager mig, men fordi jeg tror, det vil blive meget ens svar ellers. Jeg er glad for hver eneste kommentar, ikke mindst fra jer, der deler jeres historier. Måske er der nogen med en historie magen til, der kommer forbi og opdager, at de ikke er alene. Det betyder noget.

StineStregen sagde ...

Louise: Jeg tør ikke svare generelt, men her er, hvad jeg satte pris på, da det var mørkest:

At blive kontaktet på sms - så kan man svare, når man orker det.

Konkrete tilbud om nem hjælp, der ikke kræver planer. Planer stresser. Løse tilbud, hvor man selv skal konkretisere, er svære at tage imod. Fx en sms (i god tid samme dag) med "skal jeg ikke lige komme forbi i aften? Så kan jeg tage lidt til dit køleskab med på vejen og lave mad, mens du evt tager en lur". Det er selvfølgelig ikke alle, der har tid eller råd til det.

Min søster flyttede ind i adskillige dage og var barnepige med mad, tøjvask, indkøb og rengøring. Da hun smuttede, var fryseren fuld af hjemmelavet varm-selv-mad med næring og kærlighed. Det var GULD, men jeg ved ikke, hvor mange, der kan overkomme det - for mens det stod på, var jeg ikke specielt taknemmelig. Jeg var pylret, bange, ville lige have ro, og skru nu ned og det gider jeg ikke snakke om. Hendes tålmodighed og ikke stillen-almindelige-menneske-krav, var endnu mere værd. Så jeg mener ikke "flyt ind hos dem, du kender", nok nærmere "bær over med dem, hvis de ikke virker taknemmelige". En dag, kan de se det, og så ved de, at de skylder dig meget.

Når det er tid til at komme ud og socialisere igen, er det rart med en, der hjælper en til at se i øjnene, når man ikke magter mere. Det er så pissesvært at gå fra at være festens midtpunkt til hende, der lige kan klare tre kvarter, men SÅ skal man også væk. Min veninde var sød til at sige "skal vi ikke skride og sidde på en bænk og drikke 7-elevenkakao?". Og så var det jo ikke "nå, jeg vil gå, for jeg er svagelig".

Jeg håber, det er hjælp.

Sara sagde ...

Jeg er pårørende. Min mand gik ned med stres to gange inden depressionen ramte Big time. Jeg vil anbefale dig at:
- læs depressionsforeningens 10 gode råd (de er rimelig almengyldige)
- følg rådene
- pak krav og forventninger væk. Og lyt og lær af de afslag på dine krav og forventninger der kommer
- husk at der er stor forskel på hvordan folk reagere og har det. Lad være med at proppe den syge ned i en kasse
- se den syge som det skønne menneske personen er. Ikke som en sygdom.
- få al den støtte og hjælp du kan. Jeg fik fx hjælp og støtte ved at drikke vin med veninderne, at min familie og venner ikke blev sure når jeg råbte "hold op med alle jeres gode råd" (der var mange - puha), en veninde gjorde vores lejlighed ren mv.
- pas på dig selv
- lad være med at komme med en masse gode ideer og forslag (gå en tur, svøm en tur, hvad med at...)
- og vær opmærksom på om du hjælper for at være der for den syge, eller om du hjælper for din egen skyld...
- husk at det går over. Og at den syge gør dom han/hun gør pga sygdommen. Ikke fordi han/hun er dum/ond/led/doven Etc.
- find andre pårørende og hvis du selv bliver meget ked af det eller noget - så gå til en psykolog. Og få et pusterum.

Håber det hjalp Louise.
Og husk - det bliver bedre. Giv tid. Og fred og kærlighed!

Anonym sagde ...

Min mand har også været igennem det et par gange efterhånden. De er heldigvis opmærksomme på det på hans arbejde - men først efter det knækkede to kolleger fuldstændigt.
Gode tegninger af symptomer, tag dem alvorligt. Det er ikke pylder.
Gør noget ved det:
Tal med egen læge.
Folkesundhed Aarhus har et gratis tilbud, ved ikke hvad det indebærer.
Ellers kan jeg anbefale en psykolog, fx kristinegraugaard.dk.

venlig hilsen
Liv

Susling sagde ...

Det er tankevækkende, at så mange bliver ramt af stress. Og selvfølgelig har jeg også været der. Hvem har snart ikke det?

Men et stressforløb kan også bruges konstruktivt - når man er kommet over på den anden side forståes. For når man først én gang har været der og er kommet videre, mærker man sig selv på en helt ny måde og reagerer hurtigere på ubalancer og overskridelser af grænser. Sådan har jeg i hverfald oplevet det. Og det synes jeg faktisk er en styrke på lang sigt.

Anonym sagde ...

Et lillebitte råd med - for mig - vigtig effekt. Jeg havde selv en lang periode sidste forår, hvor jeg baksede med angst og sorte tanker efter en meget stresset periode. Jeg begyndte at skrive taknemmelighedsdagbog, hvor jeg skrev ned, hvad der var sket i løbet af dagen, som jeg var taknemmelig for og glædede mig over. I starten gik det trægt, men efterhånden blev det lettere og lettere, og det er blevet nemmere for mig at fokusere på det gode, og det har jeg ellers altid haft svært ved. Det lyder måske banalt, men det har virkelig hjulpet mig - også med at give en buffer mod alle de sorte tanker og modløsheden, der stadig ind imellem kigger frem.

Modigt og fint indlæg.

- Trine

Ida Kinch sagde ...

Hej Stine.
Åhr, hvor er det bare så præcist ramt. Fik helt ondt i hjertet over forkert, forkert, forkert tegningen, men samtidig er det altid ganske særlig herligt at vide jeg ikke er den eneste. Måske er det en tekstforfatter ting?;) Tak for rigtig fint indlæg.
Sender kram og sejheds-agtige skulderklap fra København,
Ida

Anonym sagde ...

Der var jeg i starten af 2009, efter at mine butikker var lukkede, og det var mig umuligt at få job. De der svimle svimle ting startede allerede mens jeg gik og stadig håbede på ikke at skulle dreje nøglen om. Det er en sej tur, men man kommer igennem det. Lidt forandret (Min korttidshukommelse vælter i pressede situationer) Men det er så svært. Særligt hvis man først skal ned i bunden af det store depressionshul, for at komme op igen. Hvor er det godt du har det bedre nu :) Flottere beskrivelse end den du har lavet, findes vist ikke :)

Tanja sagde ...

Kære Stine

Puha - du har ramt så utrolig meget plet med dine tegninger her. Jeg har lige tudet som pisket af lutter genkendelse. Det er så svært at forklare, hvad det er der sker når stressen rammer, det har du gjort rigtig fint.

Jeg har lige været sygemeldt i fem måneder og er først ved at komme helt ovenpå nu (efter syv). En vigtig indikator for at jeg er ved at komme ovenpå, er at jeg er begyndt at få ideer igen.

Noget af det vigtigste jeg har lært i denne periode, er at de beslutninger jeg skal overbevise mig selv om, som regel er de forkerte. For når ens tanker forsøger at overbevise kroppen om at noget er rigtigt er det det som regel ikke. Jeg brugte fx lang tid på at overbevise mig selv om at jeg skulle tilbage på mit arbejde. Men det rigtige for mig har vist sig at være det modsatte.

En anden tilgang der har fået mig videre, er ikke at acceptere alle følelser og tanker som nogen der skal handles på. Men når stresstankerne, som du tegner så fint, kommer med alle sine kommentarer til det der ikke fungerer, kan det hjælpe at møde dem med: "Hej, stresstanke, er du nu der igen? Du skal ikke have lov at styre mit liv." Det er ikke nemt, men den gode nyhed er, at det bliver nemmere med tiden.

Jeg har heldigvis haft to gode læger som hver især har hjulpet mig fint. Men der hvor det virkelighed rykket noget er hos den psykolog jeg har fundet i tredje forsøg. (Janne fra acthouse.dk). Men det handler i høj grad om kemi!! Og det havde jeg svært ved at vurdere ved de første. Hendes tilgang er at tage fat på hvilke grundlæggende og ubevidste leveregler der står i vejen for at jeg har det godt. Og ud fra dem at skabe nye mønstre. Det har virket for mig, men det er jo nok individuelt hvad der virker.

Til de pårørende vil jeg bare sige, vær tålmodige! Vi bliver gode igen! Lad være med at kræv noget. Bliv glad og overrasket hvis vi en dag har udrettet noget, for det er et rigtig godt tegn på at det går den rigtige vej. Tag os under armen engang imellem og gå en tur med os og en kop varm kakao. Giv nogle kram og sørg for at vi får noget sundt at spise. Jeg har den dejligste kæreste som har hjulpet mig igennem alle de her mørke måneder. Tak for det!

Jeg ved ikke helt om jeg har delt for meget - men nu får I det. Jeg håber der er nogle af jer derude der kan få glæde af det.

Pas nu godt på jer selv og hinanden derude og mærk efter i tide når kroppen prøver at fortælle noget :-)

- Tanja

Sine Smed sagde ...

Der trillede lige et par tårer ned af kinderne. Det ramte lige i hjertet.
Har også været ramt af et virkelig voldsomt stressnedbrud i maj /juni, kæmper stadig med eftervirkningerne med det.
Det værste er de hukommelsestab der har været. Hele oplevelser er blevet fuldstændigt slettet. Det er virkelig frustrerende når folk spørger 6. gang om man VIRKELIG ikke kan huske dit og dat...
Samt even til at læse mere end 3 linjer pludselig forsvandt.
Havde heldigvis en god læge som fluks sendte en henvisning til en psykolog, det hjalp med at få justeret ambitionerne.

Men kroppen kæmper stadig med energiniveauet, men det går heldigvis (meget langsomt) fremad.

God bedring. og tusinde tak fordi du lavede et indlæg om det, tror jeg skal til at bruge det når jeg skal forklare overfor andre hvordan stress kan være.

StineStregen sagde ...

Frk Smed: Jeg kan godt genkende sorgen over at miste mange af sine minder. I onsdags opdagede jeg, at jeg ikke kan huske at have stemt til et valg de sidste 5 år... Jeg kan ikke huske, hvornår nogen blev valgt ind til hvad eller hvordan jeg reagerede på det. Ikke at det selvfølgelig er afgørende for mit liv, men hvor er det sært, at det er HELT væk...

GOD bedring til jer, der stadig sovser rundt i stresssumpen!

Anna sagde ...

Jeg har også været syg af stress og fik ikke nogen særlig god hjælp af lægen. Den dag jeg glemte at hente min datter i vuggestuen fordi jeg fik totalt blackout på arbejdet blev jeg sygemeldt. Det var så hårdt.

Via en super dygtig psykolog lærte jeg at bruge mindfullness og det var en stor hjælp for mig. Samtidigt gjorde jeg HVER dag en god ting kun for mig. Det kan være svært med en stor børneflok, men uden kunne jeg ikke fungere.

Jeg var sygemeldt i et halvt år og kan stadig have perioder, hvor jeg bliver nemt overstimuleret og mærke sorgen over de tabte minder.

Kristine sagde ...

Tak, tak og atter tak for dine fine tegninger. Det kan vist ikke beskrives bedre. Jeg har været sygemeldt to gange, senest 5 mdr. sidste år og kæmper stadig med at finde en arbejdsmæssig hylde, jeg kan være på. Hukommelsen ryger, socialt liv bliver anstrengende og noget, man forsøger at undgå, og tankerne vælter rundt i hovedet. Jeg tror, det vigtigste overhovedet er at erkende, at det ikke bare går over, fordi man bliver raskmeldt. Og jo flere vi er, der er ærlige og åbenmundede omkring stress, jo bedre!

http://domesticdivalife.wordpress.com sagde ...

Kan bekræfte og sige kvalme, søvnløs, irritabel, manisk, grådlabil, usikker, uren hud, fysiske underlige sygdomme der pludselig viser sig, hårtab og angst for fremtiden

Anonym sagde ...

Efter 5 måneders fuldtidssygemelding efterfulgt af langsom optrapning til næsten fuld tid, men med overskuelige opgaver og en chef, der en gang imellem må overtage for at jeg får leveret, har jeg sagt mit job op. Ved sgu ikke hvad der skal ske nu, men det føles rigtigt. Min kommentar her er en opfølgen på lægens rolle, som du er inde på.
Da jeg kom tilbage på arbejde, var det efter én gang før at have forsøgt at skulle tilbage, tvunget af min læge. Jeg kunne i situationen ikke magte at gå hendes beslutning imod, og risikere, at jeg ville blive sagt op uden sygemelding med en lægeattest, selvom hendes beslutning baserede sig på "lad os se, hvordan det går". Min fornemmelse af, at det absolut ikke var det rigtige at skulle på arbejde, var resultatet af 2 ugers ondt i maven, afsindig følsomhed, som ellers var godt gearet i forvejen, lydfølsomhed og så det, at jeg for første gang i mit liv slet ikke kunne sove mange nætter i træk, hvor jeg i sygemeldingsperioden op til havde sovet hele tiden. Jeg havde brug for det - jeg har altid sovet meget og havde 3 års underskud, der skulle indhentes sammen med en generelt voldsom stress reaktion. Alligevel gik jeg to dage på arbejde og knækkede så endnu mere sammen, end jeg var i forvejen. Resultatet blev, at jeg her et år efter stadig ikke kan sove uden en melatonintablet, næsten altid sover med ørepropper og har været ekstra meget ude at skide pga de mange nætter, hvor jeg ikke har sovet eller kun fik sovet et par timer. Det skal siges, at min stress ikke er ovre, og jeg håber, at jeg kommer til at kunne sove ordentligt, når den er helt ude af kroppen. Da jeg fik lidt mere energi, skiftede jeg læge (og det har været så godt at gøre!). Lige inden det skete, skulle jeg tale med lægen, som på det tidspunkt var blevet sygemeldt 2 måneder. Hvilket er en typisk periode for stress. Og 4 gange så længe, som jeg var blevet sygemeldt til en start! Mine pointer er: 1) når først du er knækket, er det vildt svært at tage beslutninger, og særligt nogle med så store konsekvenser. Men du skal gøre det, hvis du fornemmer at andet gør tingene værre. 2) Min læge var en idiot. Og ikke kun her men også ift andre dele af sygdomsforløbet. Måske som resultat af stress. Arbejder du med andre folks sundhed, så vær ekstra opmærksom på stress, for det har voldsomme konsekvenser for de andre, at du er klar i hovedet 3) Hvis du ikke føler dig ordentligt behandlet, så skift læge! Også selvom du føler dig ekstremt sensitiv. Der er noget om snakken.

StineStregen sagde ...

Tak igen for jeres kommentarer. Jeg får ikke altid svaret på dem, jeg tager dem virkelig til hjertet og åbenheden glæder mig. Det hjælper på en måde, og måske kan det være med til at øge forståelsen (og dermed måske at lidt færre flyver ind i muren og smadrer sig selv).

Anonym: Jeg synes, det er flot, den måde du håndterede din læge på. Jeg kunne ikke - men du har ret i, at jeg burde skifte. Her opstår så problemet: Hvordan finder man den rigtige læge? Ingen reklamerer rigtigt med, at de forstår at kommunikere med følsomme og bange små væsner som mig, uden at blive provokeret af den tilsyneladende hjælpeløshed, der opstår fx ved angst. Det har jeg stadig til gode at opleve hos en læge, men jeg ved ikke, hvor jeg findet det. Og er selvfølgelig bange for at gå fra asken ind i ilden, for min læge er ikke den værste, jeg har oplevet.

Anonym sagde ...

Kære Stine. Da jeg skiftede læge, spurgte jeg mig frem blandt folk jeg kender. Jeg fik en anbefaling af en, som også er sensitiv - dog ift noget helt andet end jeg. Da jeg ikke kunne få hendes læge, valgte jeg en klinik, som deler adresse med den. Tænkte at de sikkert delte deres måde at håndtere klienter på. Metoden kræver selvfølgeligt, at man kender nogen, der har en læge at anbefale, som man tror vil være god for en selv.
Generelt synes jeg også, at det har hjulpet meget at tage nogle beslutninger om forandring - forsøge at finde en løsning på de største problemer. Følelsen af at gøre noget, tage beslutninger der er gode for mig, giver mig færre bekymringer og mere glæde. Selvom det fører mig ud på en vej, jeg ikke ved, hvor vil føre mig hen. Igen får jeg følelsen af, at det er mig, der tager styringen, og ikke en masse stresshormoner. Det kan anbefales.

Anonym sagde ...

Jeg har været der. Det er nu 12 år siden at min hjerne sagde "stop" en aften lige efter at vi var gået i seng. Jeg kan huske at jeg hulkede. Jeg kan huske at jeg blev ved med at gentage ordene "jeg vil ikke" igen og igen og at det var min arbejdsplads, de ord handlede om. Da jeg senere vendte tilbage til selvsamme arbejdsplads var der i mellemtiden blevet ansat yderligere 3 personer for at klare det arbejde, jeg havde taget mig af. Det siger lidt om hvilket gear jeg var oppe i inden min hjerne sagde stop. Min læge dengang var ikke i tvivl om, hvad det handlede om. Hendes ord til mig var: Nu fortæller jeg dig hvad der kan hjælpe dig til om ikke at blive helt i orden men så i hvert fald at få det bedre. Og så fortæller jeg dig noget, som er præcist modsat af det. Og begge dele er sammen den kur, der vil gøre at du får det bedre igen. Det første er: fra nu af er der absolut ingen SKAL i dit liv, men kun MÅ. Altså, ingen må sige til dig "du SKAL" - heller ikke dig selv. Men du må til gengæld sige til dig selv "jeg må" hvis der er noget, du har lyst til at gøre. Og nu går jeg så helt imod dette og siger: du SKAL hver dag gå en tur på mindst en halv time. Ligegyldigt hvordan du har det. Og det er så det eneste du SKAL gøre de næste 4 uger, og så ses vi igen til den tid. Der var dage hvor mit "SKAL" ikke var det, jeg havde lyst til, men heldigvis havde vi kort forinden fået en hvalp, som jo skulle luftes, så jeg kom afsted hver dag alligevel. Hjalp det? Ja, til en vis grad. Bare det at jeg havde fået friheden ved lægens ord til at sige "NEJ" var en stor lettelse. Og selvfølgelig var det fustrerende at jeg - når jeg syntes jeg havde lyst til at læse en bog - efter 15 minutter opdagede at jeg havde læst den første linie på første side om og om igen og stadig ikke vidste, hvad der stod. Her 12 år senere sidder jeg i et andet job i et andet land og kan stadig mærke at jeg aldrig fysisk er blevet 100% ok igen. Jeg har sværere ved at huske ting. Jeg bliver meget hurtigt træt. Jeg er meget følsom for travlhed udover det sædvanlige, og jeg har stadig ikke noget behov for at være socialt aktiv i min fritid. Men jeg kan igen læse en bog, og følge en film. Jeg kan nyde en skovtur med kollegerne og jeg kan være til stede i en større forsamling. Arbejder jeg stadig for meget i dag? Ja, det tror jeg faktisk at jeg gør. Men tanken om at skrue ned for timerne giver straks en følelse af stress når tanken går videre til, hvad det vil betyde økonomisk. Så jeg tror jeg hænger på mit timetal de næste 18 år - eller til min hjerne siger "stop" endnu en gang. For i dag er der igen - desværre - en masse "du SKAL" i mit liv.