Jeg havde det lidt som den lille bjørn i eventyret om Guldlok, da jeg opdagede, at Mettes gæster havde spist næsten al min ost og en del pålægschoko. Alligevel sagde jeg til dem, der ikke havde spist endnu, at de bare skulle tage for sig.
søndag den 1. marts 2009
Osteløs og flinkhedsramt
Jeg havde det lidt som den lille bjørn i eventyret om Guldlok, da jeg opdagede, at Mettes gæster havde spist næsten al min ost og en del pålægschoko. Alligevel sagde jeg til dem, der ikke havde spist endnu, at de bare skulle tage for sig.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
9 kommentarer:
Jeg forstår ikke helt meningen med "fallossymbolet" til venstre på bordet??
Sådan nogen har vi over alt i det lille hjem... Den her kaldes "vandhane" :)
Hvis Mette er din sambo, så skylder hun dig nu en god ost. Pålægschokoladen skal du være glad for at de åd. Det er det værste hundeæde.
Næh, hvis det endelig skal være, så lad Penotti (som til en hver tid har været bedre end Nutella) komme til, på en nybagt, næsten helt afkølet skive franskbrød.
Spiser det ikke mere pga akut nær-fedme, men husker tydeligt smagen. Mums.
Jeg er lavkulturel nok til at erkende, at jeg godt kan lide både pålægschoko og Nutella :) Om der er nybagt brød hjemme ved os eller ej, afhænger 100 % af Mette, som ganske rigtigt er min sambo.
Det er den usleste fornemmelse i verden. Jeg delte lejlighed med min veninde i 4 år, mens vi læste, og for det meste, var det super hyggeligt. Men jeg husker meget tydeligt, hvordan man kunne have glædet sig til at komme hjem til noget lækkert, man havde købt - og så havde hun eller hendes venner spist det. Kom faktisk ind i mellem til at hade hendes ellers utrolig søde venner en lille, bitte smule. (Mest fordi det var nemmere en 1) At gro en rygrad og bede dem holde op eller 2) at hade mig selv.)
Tilbød du dem ikke revet ost? Den som Martin syntes var for stærk.
Jeg havde ingen - men du har ret, jeg burde have haft det liggende til den slags tilfælde :D
I tilfælde af et flinkhedsanfald, så kan jeg klart anbefale at inducere skyldfølelse i dem du er sur på. ”Arrjj, har I spist al min ost?! Den havde jeg lige glædet mig sådan til :-(”.
Det er eddersmart! De fleste normale mennesker har det skidt med at gøre andre kede af det.
Så kan du jo altid gøre noget ved flinkheden en anden dag :)
Det husker jeg til næste gang :)
Send en kommentar