Die Sendung mit der Maus

Jeg voksede op ret tæt på grænsen, så min barndom var virkelig præget af tysk tv, fx Die Sendung mit der Maus. Jeg husker musen (der Maus) som kær og lille - men ved et gensyn er det som om, den er mere... maskulin? Dens måde at gå på næsten råber skrutrygget håndværker. Hvordan kunne jeg dog overse det? Nå, men lyden af dens blinken og elefantvennens forkølede trut er præcist, som jeg husker det.

Oversigt over nattens 3 ret noller mareridt

Oh noes, Stine er rengøringsdame på cigarfabrik igen. En situation, der nærmest er umulig at undslippe! I hvert fald indtil fyraften.
Noooooo! Whyyyyyyy? HVORFOR skal det forbandede uno-spil (ikke forbandede som i bandeordet, mere i den forheksede forstand) lige falde i MINE hænder på campingplads. Virkelig det stof mareridt og kvalitetsgysere er lavet af.



Aaaaaj, hvor er det nederen at starte på nyt job, hvor chef KUN vil vise diagrammer på inderlår af mand, der ligner en af dem fra ABBA. Underligt at det ikke allerede ER filmatiseret i en af de der monsterskræmmende japanske horrorfilm.

Især når jeg måtte være dj

Se, man skulle jo tro, at det var noget lård at genfinde sig selv i gruppearbejde på journalisthøjskolen klokken virkelig virkelig sent. Men i selskab med de rette smukke stemmer, så var det faktisk tæt på at kunne kaldes en fornøjelse.

Romance is dead

Jeg kender en, der har den her smukke drøm om en dag at løbe ud over en blomstereng med en drømmemand.

Jeg kender en anden, der har den her virkelig fine drøm om en dag at danse på bare tæer med en drømmemand.

Selv har jeg overhovedet ikke nogen drømme i den retning. Jeg er bange for, at jeg er blevet kynisk.

Konkurrence måske?

Der er ønsket konkurrence på StineStregen. Idéen er jo god, men jeg er lidt idéforladt - så hvis der skulle sidde en enkelt konkurrence- eller præmiekyndig læser derude, må denne gerne smide et forslag eller to.

Man ved, at tømmermændene har vundet

...når teenagetøzen i 711 siger "KAN JEG HJÆLPE DIG MED NOGET?" med voksenstemme og bagefter himler med øjnene a la hvis-du-er-hjemløs-har-du-intet-at-gøre-i-min-butik.

...når man benytter pauserne i gruppearbejde til at tage en lur, men fortryder lidt hver gang, fordi alting drejer rundt, når ens hoved vender vandret.

...når udsigten til pomfritter næsten kan bringe glædestårer frem.

...når tanker om glædestårer og pomfritter giver flashbach til grædende Rikke-og-Astrid-jeg-elsker-jer-fanme-aj-jeg-mener-det-virkelig-jeg-elsker-jer-moment på bar.

...når det bedste man kan håbe på at få ud af aftenen er nogle gode lure uden for mange drømme om kødklister (hvem i ALVERDEN har plantet det ord i mit hoved?).

Tilføj endelig selv flere i kommentarfeltet, hvis du ligesom jeg har haft en af de dage, hvor man tænker, at det havde været mere barmhjertigt at blive frosset ned, indtil kuren mod tømmermænd bliver opdaget, end rent faktisk at vågne og skulle... sådan gøre vågne-agtige ting.

En hilsen fra den hornede hamsjæl?

Normalt gør vi ikke rigtig noget ud af satanisme her på StineStregen, men selvfedmemusklen skulle være blevet noget slap, hvis man ikke lige markerede, at der netop nu er 666 medlemmer af facebookgruppen "Fans af StineStregen". TAK, fordi I gider!

Dans lige weekenden i møde, ing

En skændsel for hulahoppen

Jeg bilder mig ind, at jeg engang var en ok hulahopringer, men det er muligvis bare indbildning.

Dem med vinduer overfor går en sjov tid i møde

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg er havnet her. Jeg kan bare konstatere, at jeg for tiden har frygtelig meget lyst til at lære at danse bollywooddans.

Hun gør det – men han gør det også

Selvfølgelig er der bloggere af han-slagsen. De er bare sjældnere, og nogle af dem har tendenser til at hælde alvorligt meget vand ud af ørerne (mit teori: De får ikke snakket så meget om sig selv til hverdag, fordi de er mandeagtige på arbejdet, og når de så rammer tasterne, er de ustoppelige).

Men der findes også mandlige bloggere, der blogger æhm… mandigt. Hå HÅ et fesent udtryk. Men jeg mener bare, at de er relativt kortfattede og ikke så sludrende. Og så er deres blogs herligt fri for ønskeoutfits og gid-jeg-kunne-købe-den-her-chanel-taske-så-jeg-poster-den-lige-8-dage-i-træk og er-ham-fra-twillight-ikke-bare-top-lækker.

Anyways, de er måske ikke i gang med at skrive mirakler, og deres blog bliver nok ikke overrendt af forlag, der bare drømmer om at udgive og forgylde dem, men jeg synes, de her tre fortjener lidt opmærksomhed alligevel (og nej, de er ikke sådan nogen ”I’M AAAAALL MAN BABY”-typer, bare rolig.)

Hr. Lange skriver i sit helt eget sprog og tempo. Han har ret fine betragtninger og selvindsigter, og så er han sjov. Gå ikke glip af at bladre tilbage til føljetonen om dengang hans søster kommanderede ham ind for at købe en helt bestemt jakke, for at spare penge og værdighed.

Thomas har jeg linket til før – han tør være ærlig om sig selv, og så er han virkelig sjov, når han giver samfundet tørt på.

Ham her hedder så vidt jeg husker Jacob (kan ikke lige finde hans navn derinde nu, undskyld), og han blogger lidt adspredt om stort og småt. Det bedste er hans tema-uger, der virkelig viser, at han tager mediet seriøst og udfordrer sig selv i det. Og så kan du i dag vinde en fin lille pakke, han har fundet i en bil!

Sladdertasken er lidt ked af det, men mest spændt

Jeg er en af den slags ubehagelige typer, der egentlig har de bedste intentioner om at holde tand for tunge, når en fra min flok smager lidt på et andet menneske, men jeg når knap nok at tænke den beslutning til ende, før en episk trang til at fortælle det til ALLE opstår.