Jeg tænkte egentlig, at en status over de sidste 10 år var for meget til sådan en lille blog, men Flo's gennemgang af hendes sidste 10 år rørte mig så meget, at jeg prøver alligevel. Du kan jo altid bare kigge billeder, hvis der er for meget tekst til dine små nytårsøjne..
2001: Den lille by Vejen var begyndt at føles som en spændetrøje, så da min butiksuddannelse var færdig, drog jeg mod happening Århus. Det første år var spændende, men mest ensomt, præget af lortejobs og så få penge, at jeg nærmest levede af knækbrød og havregrød. Jeg brugte meget tid på at ligge og stirre op i loftet og bekymre mig om den tredje verdenskrig, som jeg var sikker på, at 9/11 havde udløst.
2002: Jeg fik nok af latterlige jobs og lange perioder med arbejdsløshed – jeg skulle jo være "et eller andet kreativt". Selvom jeg prøvede, kunne jeg ikke finde på andet end tøjdesigner. Det var der mange, der havde sagt, at jeg nok ville være god til. Siden jeg ikke anede en kæft om tøj, syntes jeg, at jeg ville starte med at uddanne mig til dameskrædder.
2003: Ud over et overraskende langt forhold til en irsk katolik, kan jeg ikke huske andet om det her år, end at jeg syede og syede og arbejdede i lidt i Bilka, og så syede jeg lidt mere. Da jeg startede på skrædderskolen kunne jeg nemlig ikke engang tråde en symaskine, så man kan sige, at jeg havde lidt at indhente i forhold til de andre.
2004: Så snart skrædderuddannelse var slut - med et udmærket resultat over i købet - pakkede jeg al sygrej laaangt væk, og siden har det ikke rørt sig ud af flækken. Det var ret tydeligt, at jeg ikke skulle leve af at lave tøj, men hvad så? Jeg bruge året på at trække vejret i bund og på at finde ud af, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. Journalist, foreslog en test. Det kan føre til mange ting.
2005: For at undgå at runde midt-20'erne af med endnu en ubrugelig uddannelse, tog jeg et højskoleophold med fokus på journalistik. Det ville have den bonuseffekt, at jeg samtidig ville møde alle de venner, der skulle betyde mest i min fremtid, tænkte jeg. Rundkreds, fællessang og gruppekram. Det hører man jo tit. Men jeg tog fejl. Der var få på højskolen, der ikke levede for at være midtpunkt i den festlige klike, hvor jeg bare ikke helt var velkommen. Jeg blev heldigvis en del af en hyggelig lille outsidergruppe og vigtigst af alt - jeg genfandt et bankende skrive-hjerte i mit bryst.Det med venskaberne var jeg trist over. Jeg havde altid haft få gode venner, der hørte til i en større gruppe, hvor jeg til gengæld ikke spillede nogen rolle. For mig virkede det med at finde en "flok", hvor jeg kunne føle, at jeg hørte til, som en slags forjættet land. Nærmest som Narnia, hvor man en dag ville åbne en dør og tænke "Nå, så det er HER, I gemmer jer! Hvor er jeg glad for at se jer."
Præcis sådan var det at starte på journalisthøjskolen. 1. semester var et uventet hjørne af himlen for mig.
2006: Fester, fester, fester, sjov og ballade stod den på de aftener, der ikke blev brugt på det efterhånden krævende og udfordrende studie. Jeg lod det hele opsluge mig og blev rusvært og redaktør på skoleavisen. Jeg arbejdede i en sushibiks ved siden af, og selvom jeg aldrig havde fri, var det et fantastisk år.
2007: Mit skribenthjerte og min faglige selvtillid fik for alvor luft under vingerne, da jeg flyttede til København og var et år i journalistpraktik på HK/Privat. Imens var jeg kærester med en gut i Århus.
2008: Cirka samtidig med, at jeg flyttede tilbage til Århus for at arbejde på den lokale metroXpress-redaktion, slog gut fra Århus op med mig. Jeg gik i tusind stykker. Men efter et halvt år fik jeg nok af min egen ynkelige tristhed og besluttede mig for, at det var på tide, at jeg fik set mit liv i et nyt lys, og så ville jeg give mig selv nogle kreative udfordringer. Man kunne sige ufatteligt mange gode ting om at være på et nyhedsmedie, men kreativ udfoldelse er ikke en af dem. Og sådan blev StineStregen født.
De sidste halvandet år af 00'erne kan man læse om i arkivet her på siden, dag for dag. Og det er jeg stolt af. Det har ført til fantastiske venskaber, et drømmejob, sjove udfordringer - og det virker. Jeg ser virkelig mit liv på en ny måde. Sådan mere på helheden end de enkelte dårlige dage, der før fik lov til at fylde alt for meget. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan 2010 bliver. Hvis året bliver bare halvt så godt som 2009, så lover jeg at holde armene i vejret. Tusind tusind tak, fordi du læste med i 2009.
Rigtig godt nytår!
- du er sej
