skip to main |
skip to sidebar

Forslag: Vi genindfører gammeldags manérer.
Åååårh jo, kom nu kom nu kom nu. Så skal man lette på hatten, når en dame går forbi.

Jeg har overhovedet ikke haft lyst til at køre bil, siden jeg fik mit kørekort. Tværtimod er jeg en smule lettet over, at jeg nu ikke behøver gøre det mere.
"Naaah," tænkte Stine den morgen, da hun kiggede på paraplyen.
"På den her årstid drypper det jo altid lidt, det tager man jo ikke skade af. Jeg gider heller ikke slæbe rundt på den hele dagen, når jeg først kommer hjem klokken 22".
Og så gik hun hjemmefra uden paraply, og 20 minutter senere ankom hun på arbejde som druknet panda.
Det eneste opmuntrende ved, at vores lille land bliver opslugt i et næsten konstant mørke, er, at det er en glimrende undskyldning for at tænde et stearinlys eller to.
Hvis nogen af jer nogensinde har tænkt på, hvad der mon sker, hvis man bruger pizzamel i andesovs i stedet for almindelig mel, så har min søster i dag fundet svaret: Den bliver ganske elastisk.
Jeg havde planlagt en temmelig hadsk tegning om J-dag i stil med sidste år, men så blev min kursusgruppes bidrag til reklameprisen Auroras youngsterkategori shortlistet, og så var det egentlig lidt svært at piske den arrige stemning op igen.
(Tillad mig et lille YAY for, at jeg stadig kan stille op i noget med ordet "youngster")
For filan hvor er det god stil, når man som marketingchef laver en konkurrence for de aspirerende reklamefolk på aftenskole - og ender med at købe alles koncepter OG belønner det ene vinderhold med viskestykker og det andet med Summerbird chokolade.
Hummus-Hanne flytter til hovedstaden på lørdag og Lois Lane har fået et voksenjob. Det føles som i går, at vi allesammen bare var små journaliststuderende, der tævede skolens automater og jublede, hvis der var kage.
Jeg tænkte, at kærestes og mine morgenproblemer kunne løses, hvis jeg nu overraskede ham med sådan en lampedims, der vækker folk blidt og solopgangsagtigt på mørke vintermorgener. Den viste sig dog at koste en milliard, og jeg tror altså ikke, at vores problemer bliver mindre af hjemløshed.Er der nogen, der har erfaring med, om sådan en dims virkelig er sin vægt værd i guld?
Jeg tror efterhånden, at største post på min telefonregning er undskyldnings-sms'er til kæreste efter morgener fyldt med arrigskab.

Kaffepunch, spøgelseshistorier og penissugerør - her nævner jeg blot et par af de ingredienser, der tilsammen udgjorde en herlig lørdag nat. Jeg kan stadig ikke beslutte mig for, om højdepunktet var, da Jonathan og jeg lammebankede to übersmarte og meget vrede unge mænd i bordfodbold, eller da Tobias fortalte, at han troede, at jeg kun var 23. Dem fra mit kursus viser sig i hvert fald at være meget dygtige til at være godt selskab.

Gruppearbejde på kursus i dag resulterede blandt andet i, at halvdelen af gruppen erklærede, at deres speciale var opbagt sovs. Så meget for smarty fancy reklameungdom.