torsdag den 19. januar 2012

Hvem vil være med til at blive mega gammel?

Good news everyone - hvornår har jeg egentlig sidst sagt det? Men det er der! For der er ikke kræft i min krop. Når mit operationssår er helet, er jeg RASK!

Tak for livet, jesuslæge (noget med lysende øjne og at være frelser og sådan).

fredag den 13. januar 2012

Dag 4 efter operationen fik Stine gode nyheder og små glædesspasmer

Og så igen, mens man har allermest ondt af sig selv... Så sker der noget godt.



Vi får en dansk tegneseriepris med awardshow og hele møllen! "Tegneserier er en udtryksform under stor og spændende forandring. Sjældent er der udkommet så mange gode og forskellige tegneserier som i de seneste år. Det er der en grund til at fejre, og derfor vender Pingprisen nu tilbage." skriver menneskene bag.


Og nu til de RIGTIGT gode nyheder, i hvert fald for mig. Jeg er nomineret! I kategorien "Bedste danske nettegneserie", og jeg tror nok, der blev tudet lidt ud over morgensmertepillerne og sygelejet, da jeg læste deres fine ord:


Nomineret i kategorien: Bedste danske nettegneserie

”Stinestregen” er ’illustreret navlebeskuelse’ når det er bedst, med et fint og veludviklet blik for hverdagens absurditeter.

Stine Spedtsberg har siden opstarten i 2008 stort set dagligt opdateret sin net-tegneserie ”Stinestregen”. Scenarierne stammer fra hendes egen hverdag – ”illustreret navlebeskuelse”, som hun kalder det – og onlineføljetonen udmærker sig som et uprætentiøst og ærligt glughul ind til et hverdagsunivers, der er lige dele relaterbart og finurligt.

”Stinestregen” er centreret omkring den lille kvinde med det store hoved og den genkendelige knold i håret, der slår sine folder i Århus – og tilsyneladende forsøger at balancere tilværelsen mellem reklamebureauet, nattelivet og sofaen. Men her er ikke bare tale om endnu et portræt af singlekvinden 30+ som vi kender det fra Bridget Jones og andre kvinder med hang til ekskæresteynk og fyldte chokolader. ”Stinestregen” er et eminent eksempel på, hvordan kærestesorger, momsregnskaber og stressnedbrud kan behandles både humoristisk og alvorligt på en måde, der navigerer uden om de store klicheer.

I simpel og til dels ikonografisk sort/hvid-streg formår Spedtsbergs tegninger at skrælle omgivelserne og det store forkromede overblik væk. Heri opstår det fine; blikket for og pladsen til den lille detalje, der tit rammer hovedet på sømmet i beskrivelsen af en følelse, en tilstand eller dagens nedtur. Og når der virkelig skal skæres ind til benet transformeres hverdags-Stine på cartoony’sk vis om til sit onde alterego, Ninjahævneren. Stinestregen er et interessant og nyskabende bud på, hvordan web comix-genren bruger mediet til at skabe et nyt nærvær – i kraft af både tegningernes kvalitet, den daglige publicering og indholdets ærlighed.


I øvrigt for de interesserede: "Den nye Pingpris er et samarbejde mellem tegneseriemagasinet Nummer9.dk, Dansk Tegneserieråd, Komiks.dk og Storm P.-museet. Det er Dansk Tegneserieråd, der har taget initiativ til prisen, og det er Nummer9s redaktion og anmeldere, der har nomineret forskellige tegneserier i en række kategorier. Juryen er endnu ikke offentliggjort



tirsdag den 10. januar 2012

Stine lever videre lidt endnu

Se, jeg lever. Jeg er endda ok-ish, ikke mindst takket være jeres fantastiske kommentarer her på siden og på facebook og på Twitter.

Jeg har i øvrigt lært et nyt ord; smertedække. Skal man bruge det i en sætning, kunne det være "du har været meget svær at smertedække, Stine". Så nej, det var ikke nogen speciel god oplevelse i går. Heldigvis er jeg hjemme nu, med utrolig meget ros for mine blodårer i bagagen. De er tilsyneladende både faste, flotte og sååå nemme at stikke i. Man lærer noget nyt hver dag, men nu må I undskylde mig - jeg er frygtelig udmattet.

lørdag den 7. januar 2012

Stine ser sig sur på skæbnen

Nå, men der er celleforandringer i den der cyste, der bor inden i mig. Vi ved ikke, om der også er det, der er værre. For en sikkerheds skyld opererer vi cysten og halvdelen af min skjoldbruskkirtel væk - eller, det gør en kirurg med tilstrækkeligt maniske øjne til, at jeg stoler på ham som perfektionist.

Jeg tager det ikke en skid pænt.




Selvom alle siger "det går så stærkt, at du ikke opdager det" kan jeg ikke slippe tanken om, at narkose må føles som at dø stille og modvilligt. Og de skal skære i mig imens. Jeg er frygteligt bange for aldrig at vågne igen.



Den narkoselæge, der skulle berolige mig, var en rigtig frisk fyr. "Det er også pissefarlige HAR HAR HAR HAR." Tænk, hvis jeg ser hans smarte friskfyrsfjæs som det første, når (hvis) jeg vågner. Hvordan skulle man så vide, at man ikke var død og kommet i helvede?



Jeg er pissefucking bange for at være på hospitalet. Det er hverdag for dem, der arbejder der, så de er elendige til at forklare alt andet end operationen. De kan ikke sætte sig ind i min angst for nåle. Min helt ude af kontrol-angst i det hele taget. Vi-er-jo-dygtige-fake-smil-til-alle-i-rummet (bizart nok er blodprøvedamerne de sødeste og mest forstående). Der lugter forkert. Der er klovne og uhyggeligt syge mennesker. Død. Syge børn med store øjne. Der kommer til at være ting inden i mig som "drop" og "dræn" - jeg er tæt på at afstøde mig selv af angst for at have ledninger i mig. Som om sår ikke er slemme nok, lader vi lige en nåledims blive siddende.




Samtidig håndterer jeg også min hverdag skide dårligt. Jeg sover stort set ikke, hvilket ikke hjælper på min tålmodighed over for velmenende kommentarer. Den næste, der siger "prøv at lade være med at tænke på det" er i overhængende fare, medmindre det selvfølgelig viser sig, at jeg er det eneste mennesker i verden, der ikke er i stand til at slukke på mit hoved sådan uden videre nemt. Nej? Så lad være med at sige det!
Og selvfølgelig har jeg selv sagt den slags pis, men lige nu er det hele så synd for mig, at jeg er ligeglad.




Åh men det værste er næsten misundelsen. På mennesker med cystefrie halse i det hele taget, men ISÆR de gifte af dem. De har en, de kan putte sig ind til i de lange søvnløse nætter. De behøver ikke caste i øst og vest for at finde folk til at være der til support og til indkøb og andet praktisk. Jeg er velsignet med Anni og Anne, men den ene bor i Herning og den anden har sclerose og er mor. Selvfølgelig kan de ikke bare dedikere deres liv til at pusle om mig. En ægtefælle ville ikke have noget valg.

Jeg håber dælme, det hele snart er overstået. Det klæder mig ikke at være så bange og selvmedlidende, og det er begyndt at gøre ond i mine øjne af at tude så meget.

Operationen er mandag formiddag. Forhåbentlig vender jeg tilbage som et lidt mere sympatisk menneske med halvfulde glas og alt det der.

lørdag den 31. december 2011

GODT NYTÅR

torsdag den 29. december 2011

Det lede år i lister part III

Nu bliver det fedtet!



Årets store tak:
Går til dig. Fordi du læser med. Fordi du måske er en af dem, der smider en fantastisk kommentar. Fordi du måske er en af de svimlende mange (1.793 personer lige nu, mand!), der også sender like via facebooksiden. Fordi du måske bare kigger forbi ind i mellem, også selvom jeg slog helt fra i april og lidt i december. Det er stadig urealistisk og fuldstændigt frygtindgydende. Jeg er så glad for, at du gider kigge med, og fordi du ikke skælder ud, når jeg svæver helt væk i selvoptagelse.




Årets mission:
Altså, den blev meget langt fra færdig, men den blev da skudt lidt i gang, den mission. Den går ud på at lave en bog med papir, sider, omslag og hele svineriet. Så vil det vise sig, om jeg har nogen anelse om, hvordan man så laver sådan en.

tirsdag den 27. december 2011

Det lede år i lister part II

Ok, så er der måske lidt at være taknemmelig for alligevel.



Årets dame:
2011 gik lige i struben på Anne, der fik konstateret sclerose. Alligevel er det hende, der altid er der for mig. Hun satte lægen på plads, da jeg var inde og snakke stress. Hun har badet i mine tårer og fået knust sin hånd under mine møder med nåle på sygehusene. Hun har altid overskud til at lytte, og hun siger altid det rigtige. Hun tror på mig - og fanme om hun ikke også gav mig den eneste snas af julemagi, jeg har oplevet som voksen.




Også årets dame:
Min lillesøster blev min storesøster i 2011. Da jeg lå og stressrallede og græd hele tiden, rykkede hun ind og gjorde rent, købte ind, luftede mig - og nåede skam også at bage og lave mad, så jeg havde til flere uger i fryseren. Hun har gentaget indrykningen flere gange i år, og hun holdt mig i foden første gang, jeg fik scannet min cyste.

mandag den 26. december 2011

Det lede år i listeform part I

Lige om lidt slutter det underligste og det ledeste år, jeg kan huske. Det er værd at fejre, og jeg gør det med lidt glimt af året, der gik.



Året nye forsvarsmekanisme:
Først gik jeg ned med stress, senere oplevede jeg mit livs værste hjertesmerte og bagefter en grum cyste fuld af trusler. Min reaktion på alt det grumme? En hysterisk stor interesse i boligindretning, såmænd. Mange er de søvnløse nætter, hvor jeg har googlet "perfekt pendel" og "sofa, blå".




Årets overraskelse fra FuldeStine:
Mit fulde jeg er en rigtig spøgefugl, og således kunne jeg ved mit første besøg i operaen hale en rullekebab og fire knæklys op af tasken.


fredag den 23. december 2011

Små og skæve til og fra

Hm - jeg har ikke været til meget nytte i december, hva? Det prøver jeg lidt at rette op på med print-selv-til-og-fra-kort. Fra lille mig, til alle jer med ønsker om en rigtig glædelig jul!
(jeg er sikker på, de bliver større, hvis du klikker på dem)








Tak i øvrigt til alle dem, der har sendt søde og bekymrede hilsner til mig. Grunden til, at jeg ikke har fortalt om, hvad der sker med mit cysteshow, er, at svaret er flere prøver og bekymringsrynker, der bliver dybere og dybere, selvom det tilsyneladende stadig er "sikkert ingenting, men vi skal jo være sikre".

søndag den 11. december 2011

Helbredspandapower

I selvynkens epicenter kan vi også godt rumme at have ondt af andre. Fx William, der røg på hospitalet fordi hans nyrer gik amok. Jeg har aldrig mødt ham, men arbejder sammen med hans enormt søde far, der fortalte, at William elsker pandaer.

Jeg tænker, at nu har William haft gavn (måske) af dem, så nu er tegningerne til jer, der er lidt på den skæve side af et godt helbred (hvis I lige sætter eget navn ind over William). God bedring.

torsdag den 1. december 2011

Og oven i alt det...

...får man det tværet ud i sit selvmedlidende lille fjæs: Verden er stadig god og rar!
Og jeg er LÆKKER i mit livs kageform.

Og så midt i det hele...

...går man hen og fylder 31.