fredag den 23. oktober 2009

Blame it on the cola


Da jeg kom hjem fra fredagsbar åbnede jeg kækt en lidt overstadig cola, der kastede sig over min mac. Nu tør jeg ikke tænde den, før den er helt tør. Så jeg har lånt kærestes computer, og det betyder desværre ingen tegning i dag. Til gengæld har jeg fået det her fine billede af en navnesøster, der har lavet en StineStreg i øreringe. Meget outside the box tænkning, og det får man aldrig nok af :)

Nu jeg er i gang med alt den her tekst, må jeg hellere undskylde, at jeg har været lidt vag på en mut måde de sidste par dage. Jeg kan ikke fortælle så meget andet, end at det har været en crazy uge, der heldigvis er slut nu, og at jeg er midt i at blive glad igen. Ind i mellem er det her voksenliv med nyt fuldtidsarbejde og ny deltidsuddannelse oven i efterårsmørke og at lære at bo sammen med kæreste, som pludselig mister sin bedstemor, bare... overvældende. Og man har lyst til at grave en tidslomme og gemme sig og sove ud og tænke lidt på dit og dat, og så trække vejret dybt og starte forfra.

Sagen er bare, at det går alt alt for stærkt til, at man kan gøre det. Og så er man nødt til at sige nej til så mange dejlige mennesker og sjove ting. Men sådan er det, og jeg er helt overbevist om, at det er det hele værd. Og en eller anden dag, kommer fritiden vel tilbage. Right?

torsdag den 22. oktober 2009

Må man godt gå i julehi?

Jeg er begyndt at glæde mig som et lille barn til jul! Mest fordi jeg regner med, at det betyder mere end én dag i træk, hvor jeg overhovedet ikke skal noget.

onsdag den 21. oktober 2009

Tristesse

Uld hjælper. Dagens mand med mænd på hjælper. Kærlighed hjælper. Men det ændrer ikke på, at voksenliv ind i mellem er tungt.

tirsdag den 20. oktober 2009

Bare jeg slipper for at anholde dem

Vi har besluttet os for at leve i synd med kabel-tv, og dermed - oh lykke oh lykke oh lykke - har vi fået Animal Planet. Jeg har allerede set så meget Animal Cops, at jeg overvejer at flytte i noget større, så jeg kan blive sådan en, der passer alverdens svigtede nuttede dyr, indtil de får et godt hjem.

mandag den 19. oktober 2009

Yay, mig

Jeg har lige opdaget, at jeg fuldstændigt har glemt at prale med mit rygestop her på bloggen. Så det er da på høje tid, at jeg lige nævner, at jeg ikke har haft nikotin i mit system siden juni.

søndag den 18. oktober 2009

You did well lille hjortedyr

Jeg vil gerne benytte anledningen til at sige mange tak til den hjort, som moder og fader lavede til fabelagtig gullasch.

..og gælder røvgeviret som tatovering?

Jeg er ikke matematiker, men ind i mellem tænker jeg på, om man kan opstille følgende ligning: Folk, der siger, at man kun fortryder det, man ikke gjorde = folk, der har tatoveringer.

fredag den 16. oktober 2009

Farvel kærestes bedstemor

I dag besluttede verden, at kærestes søde bedstemor ikke skulle være blandt os mere. Jeg prøver at være en klippe af kærlighed og trøst, mens jeg forsøger at fortrænge, at døden skal være så fandens uundgåelig og allestedsnærværende.

torsdag den 15. oktober 2009

Det, og så varm kakao

Når verden giver en mentale hudafskrabninger, er der ikke noget bedre end at have en, der elsker en, som godt vil puste på det allerfarligste sted og være med til at fortælle verden, at den kan skride ad helvede til.
Tak til Linda, der i sit parforholdsbashingsblogindlæg mindede mig om det.

onsdag den 14. oktober 2009

Så så så... NUTTET!









Tvillingepigerne Mille og My var heldige - deres far var en af vinderne af min konkurrence, og han kunne slet ikke passe det, jeg sendte ham. Det er Mille med kattebody'en, for hun er helt forgabt i familiens kat, og My med kaninen. Og ja, der er mange billeder, men det er altså længe siden, jeg har set noget så übernuttet som Mille og My, så jeg kunne ikke rigtigt vælge fra. Tak til Tobias for fine billeder og fordi, han befolker vores land med meget smukke babyer.

tirsdag den 13. oktober 2009

Snabelprygl lyder bare så... dirty

Ind i mellem spørger jeg kæreste, hvad jeg skal tegne. I dag var han mistænksomt velforberedt på det spørgsmål og bad mig tegne mig selv som linedanserelefant. Han vidste præcist, hvordan det skulle se ud, så den første tegning blev droppet, og der måtte detaljer på bordet, indtil han var tilfreds med resultatet.
Jeg kan ikke bestemme mig for, om jeg skal fryde mig over, at han har en god fantasi, eller lægge mig på lur og prygle ham, fordi han associerer mig med en elefant...

mandag den 12. oktober 2009

Kunne man forklæde kat som marsvin?

Da jeg var barn, havde vi altid kat. Jeg tror, det er derfor, at jeg er så dælens katteskruk for tiden - desværre må vi ikke have kat her i lejligheden.