skip to main |
skip to sidebar
Kender I det, hvor man er den eneste i en relativt stor forsamling, der kun kender få mennesker, men det er egentlig ok, og man prøver bare at gemme sig lidt oppe i baren og smelte ind i baggrunden og være lidt usynlig?
Der var engang, hvor jeg altid sagde "Det er ikke jul, før man har set farmors julepynt." Men hun døde sidste år, og nu er hendes julepynt andres. Det er altså ikke helt det samme.
Efter Lindas indlæg, er jeg nødt til at springe ud af skabet som "en af DEM". Jeg synes, åbenbart ligesom Gary Larson, at alle, der ikke bruger Mac, er en smule fortabte.
Astrid og jeg blev i dag enige om, at det mest nederen ved ikke at være i et band er, at man ikke har megaseje bandfotos, hvor man selv er med og ser mystisk og musikerlaber ud.
Hvile gør underværker. Fra en to tre NU af, lægger jeg verden ned. Efter en god nats søvn altså.
Efter uendelig antal aftener med kursus og en laaang weekend med samme har jeg fået lov til at holde fri i morgen (yndlingschef!) - og se, her burde jeg juble og glæde mig, men jeg har da sjældent haft så dårlig samvittighed over noget. TÆNK hvis noget sker, og jeg ikke kan råbe "DET ORDNER JEG LIGE MED DET SAMME!" og så ordne det lige med det samme! Ooooh rædsel!
Jeg har taget arbejdscomputer med hjem, så jeg kan KASTE mig over hasteopgaver.
Er det virkelig sådan, at alle mennesker i fortiden bare var smukkere, eller var deres venner/kærester/familiemedlemmer bare bedre til at fotografere dem rigtigt?
En opvredet karklud ligner en forårsblomst ved siden af mig lige nu. Jeg ønsker mig en weekend til at komme mig over min weekend med julefrokoster og gruppearbejde, kortvarigt afbrudt af søvn hist og her.
Julefrokost var meget grundig og gav utroligt omfattende tømmermænd, som nu endelig er begyndt at fortage sig lige så stille, hvilket er heldig, for jeg skal til julefrokost med en flok journalister lige om lidt.
En tegning og en lille tekst fra kæreste: Når så er tiden kommet hvor man skal vækkes midt om natten af en fuld kæreste der kommer hjem fra firma julefrokost, med silde-snapse ånde. Men ikke nok med det, man skal også tegne en tegning og lægge den ud på nettet fordi kæresten skulle købe en kjole til lejligheden på vej hjem fra arbejde. Men nok brok her fra, go tur Stine på din tur ud i snapse helvedet.
Jeg ved godt, at nu bliver hr. Jante og hans lov rigtig rigtig vrede på mig. Men jeg har altså lige vundet min første reklamepris i dag sammen med min kursusgruppe, og jeg kunne ikke lade være med at prale, om jeg så prøvede.Prisen hedder Aurora Youngsters og kan ses her (scroll ned og vælg youngsters).
Tillad mig et øjeblik at være en af de utallige danskere, der brokker sig over vejret: Jeg var nødt til at få mine kolleger til at love, at de ville lede i træer og tagrender i morgen, hvis de ikke hørte fra mig senest klokken 12.
Jeg ved ikke, om det er en del af den politiske forkølelseszombieinvasion, men jeg synes godt nok, folk skilter meget med, hvor frelste de er i demokratiets hellige navn - især på Facebook.
En meget stor del af Danmarks befolkning ligger hjemme i sygeseng. I morgen er der kommunalvalg. ER JEG DEN ENESTE, DER KAN SE EN SAMMENHÆNG???
Ved siden af fuldtidsjob, deltidsuddannelse og bloggeri er jeg også ubarmhjertig lektiehjælp for stakkels, stakkels kæreste.
Som gårsdagens tegning indikerer, er jeg flygtet ud på landet for at lade op til en uge, der lader til at blive endnu travlere end de sidste hektiske af slagsen. Her skal man bare koncentrere sig om at sove længe, måske læse en bog, tøffe (ok - så snegle da) rundt i svigermors bil, spise, spille wee og se Barnaby. I hvert fald når man vælger at lade hverdagen blive hjemme.
I øvrigt: Hvis wee giver bare det mindste glimt af sandheden, så frygter jeg lidt mig selv - jeg er en badass voldspsykopat i boksering!!! Sikke reflekser! Sikken vrede! Sikke triumfer!
Jeg regner med, at jeg - hvis alt går vel - vil få råd til at eje min egen bolig i Århus eller København som 50-årig. Derfor er det altid en interessant oplevelse at besøge folk, der ikke har behøv for at bo i Danmarks større byer, og derfor allesammen har råd til at bo i deres helt eget palads med tilhørende park og carport som 22-årige til mindre end det, som kæreste og jeg giver i leje for vores minimale 2'er.
På sin vis er det da meget godt, at ens krop har en måde at sige "Sæt tempoet NED! NU!", men jeg kan godt blive en kende fornærmet over, at min gør det ved at gøre min ansigtshud nopret som en mild udgave af Viktor Jusjtjenko - hvad er der nu galt med en lille feminin forkølelse?I samme ombæring vil jeg gerne sige undskyld til alle dem, der har sendt mig mails den sidste uges tid, og som venter på svar. Det kommer, lige nu er alt bare vandret.
Jeg har endelig fundet en wunderschön vinterjakke, som gerne ville med mig hjem. Men trods mange kærlige følelser overvejer jeg at bytte den til en form for vejr-stærk heldragt med hue.
Jeg er virkelig bekymret for at fylde 29 om 21 dage. Ikke fordi det skræmmer mig at blive ældre, men mit liv som 28-årig har været så vanvittigt fantastisk, at 29 umuligt kan nå det til sokkeholderne!
Kæreste står bag dagens tegning, der vel kan betegnes som et symbolsk portræt. Paraplyen symboliserer prinsesselinedanser, supermanstegnet handler om overdreven sejhed og staven er en dirigentstok. Jeg ved naturligvis overhovedet ikke, hvad han prøver at fortælle med det sidste.
Det blev hurtigt helt klart, at kæreste og jeg slet ikke er gamle nok til at administrere at være på chokoladeudstilling med smagsprøver.
Hundeudstilling er på mange måder en både stenet og hyggelig ting, opdagede jeg, men jeg opdagede også, at der er en mystisk kategori, hvor folk laver et show med deres hund, som skal lave tricks og ligesom være med i en temabaseret historie til musik. Årets temaer så ud til at være "bokser", "tryllefe" og "dansepartner", men "Braveheart" og "Michael Jackson" var også repræsenteret.
Så lykkedes det for første gang nogen at drikke mig så stor en fredagskæp i øret, at StineStregen slet ikke kom ud i går. Dam dam dam dammmm! Man må give min fabelagtige kollegaer, at de er ret gode til det med at få en enkel lille drink mere til at være et direkte fornuftigt valg, selvom jeg skulle tidligt op i dag, for at opleve en hundeudstilling med andre skønne, dog mere ædruelige kollegaer.
Efter en måned med kabel-tv melder mistanken sig - eksisterer 90% af udsendelserne kun for at få mig til at have det bedre med mig selv, fordi jeg hverken er mislykket gør-det-selv-mand, ung mor eller stærkt overvægtig?
Forslag: Vi genindfører gammeldags manérer.
Åååårh jo, kom nu kom nu kom nu. Så skal man lette på hatten, når en dame går forbi.
Jeg har overhovedet ikke haft lyst til at køre bil, siden jeg fik mit kørekort. Tværtimod er jeg en smule lettet over, at jeg nu ikke behøver gøre det mere.
"Naaah," tænkte Stine den morgen, da hun kiggede på paraplyen.
"På den her årstid drypper det jo altid lidt, det tager man jo ikke skade af. Jeg gider heller ikke slæbe rundt på den hele dagen, når jeg først kommer hjem klokken 22".
Og så gik hun hjemmefra uden paraply, og 20 minutter senere ankom hun på arbejde som druknet panda.
Det eneste opmuntrende ved, at vores lille land bliver opslugt i et næsten konstant mørke, er, at det er en glimrende undskyldning for at tænde et stearinlys eller to.
Kender I det, hvor man er den eneste i en relativt stor forsamling, der kun kender få mennesker, men det er egentlig ok, og man prøver bare at gemme sig lidt oppe i baren og smelte ind i baggrunden og være lidt usynlig?
Efter uendelig antal aftener med kursus og en laaang weekend med samme har jeg fået lov til at holde fri i morgen (yndlingschef!) - og se, her burde jeg juble og glæde mig, men jeg har da sjældent haft så dårlig samvittighed over noget. TÆNK hvis noget sker, og jeg ikke kan råbe "DET ORDNER JEG LIGE MED DET SAMME!" og så ordne det lige med det samme! Ooooh rædsel!
Er det virkelig sådan, at alle mennesker i fortiden bare var smukkere, eller var deres venner/kærester/familiemedlemmer bare bedre til at fotografere dem rigtigt?
En opvredet karklud ligner en forårsblomst ved siden af mig lige nu. Jeg ønsker mig en weekend til at komme mig over min weekend med julefrokoster og gruppearbejde, kortvarigt afbrudt af søvn hist og her.
Tillad mig et øjeblik at være en af de utallige danskere, der brokker sig over vejret: Jeg var nødt til at få mine kolleger til at love, at de ville lede i træer og tagrender i morgen, hvis de ikke hørte fra mig senest klokken 12.
Jeg ved ikke, om det er en del af den politiske forkølelseszombieinvasion, men jeg synes godt nok, folk skilter meget med, hvor frelste de er i demokratiets hellige navn - især på Facebook.
Jeg regner med, at jeg - hvis alt går vel - vil få råd til at eje min egen bolig i Århus eller København som 50-årig. Derfor er det altid en interessant oplevelse at besøge folk, der ikke har behøv for at bo i Danmarks større byer, og derfor allesammen har råd til at bo i deres helt eget palads med tilhørende park og carport som 22-årige til mindre end det, som kæreste og jeg giver i leje for vores minimale 2'er.
På sin vis er det da meget godt, at ens krop har en måde at sige "Sæt tempoet NED! NU!", men jeg kan godt blive en kende fornærmet over, at min gør det ved at gøre min ansigtshud nopret som en mild udgave af Viktor Jusjtjenko - hvad er der nu galt med en lille feminin forkølelse?
Jeg har endelig fundet en wunderschön vinterjakke, som gerne ville med mig hjem. Men trods mange kærlige følelser overvejer jeg at bytte den til en form for vejr-stærk heldragt med hue.
Jeg er virkelig bekymret for at fylde 29 om 21 dage. Ikke fordi det skræmmer mig at blive ældre, men mit liv som 28-årig har været så vanvittigt fantastisk, at 29 umuligt kan nå det til sokkeholderne!
Det blev hurtigt helt klart, at kæreste og jeg slet ikke er gamle nok til at administrere at være på chokoladeudstilling med smagsprøver.
Hundeudstilling er på mange måder en både stenet og hyggelig ting, opdagede jeg, men jeg opdagede også, at der er en mystisk kategori, hvor folk laver et show med deres hund, som skal lave tricks og ligesom være med i en temabaseret historie til musik. Årets temaer så ud til at være "bokser", "tryllefe" og "dansepartner", men "Braveheart" og "Michael Jackson" var også repræsenteret.
Efter en måned med kabel-tv melder mistanken sig - eksisterer 90% af udsendelserne kun for at få mig til at have det bedre med mig selv, fordi jeg hverken er mislykket gør-det-selv-mand, ung mor eller stærkt overvægtig?
"Naaah," tænkte Stine den morgen, da hun kiggede på paraplyen.
Indlæg
